Erhverv

Dansk robotekspert skal sætte fut i Nilfisks nye milliardmarked

Om fem-syv år skal Nilfisk sælge intelligente rengøringsmaskiner for 1 mia. kr. årligt. Blue Ocean Robotics skal hjælpe.

Blue Ocean Robotics har bl.a. udviklet robotter til Sjællands Universitetshospital. Foto: Blue Ocean Robotics

Efter at have scannet hele verdensmarkedet har milliardkoncernen Nilfisk nu fundet sin nye robotpartner. I Odense.

Den danske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics skal nemlig være med til at gøre Nilfisks store ambitioner for intelligente rengøringsmaskiner til virkelighed. En aftale, der er blandt de større i fynboernes fire år gamle historie.

»Selvfølgelig er vi begejstrede. Alle ved, at rengøringsindustrien er kæmpestor. Og målt på den volume, man kan forestille sig fremadrettet, er det en af de største og bedste aftaler, vi har indgået,« siger Claus Risager, der er én blandt tre adm. direktører i og stiftere af Blue Ocean Robotics.

Blue Ocean Robotics
  • Stiftet i 2013 af Claus Risager, Rune K. Larsen og John E. Østergaard.
  • Foruden de tre stiftere er også erhvervsmanden Niels Thorborg i ejerkredsen.
  • Blue Ocean Robotics er en højt specialiseret virksomhed med fokus på at udvikle nye generationer af robotter til det globale marked.
  • Udviklingen sker i samarbejde med strategiske partnere, der typisk har en stærk markedsposition.
  • Mens Blue Ocean Robotics tager sig af udviklingen og teknologien, tager partneren sig af det globale salg, service og produktion.

Nilfisk, der leverer professionelt rengøringsudstyr til det meste af verden, har store forventninger til området for digitalisering og robotteknologi i de kommende år. Efter nytår lander virksomhedens første intelligente maskine, den selvkørende gulvvasker Nilfisk Liberty A50. Men inden for 5-7 år ventes 10 pct. af omsætningen at stamme fra intelligent rengøring.

Med de nuværende vækstmål svarer det til en årlig omsætning i nærheden af 1 mia. kr. Blue Ocean Robotics bliver Nilfisks kun anden robotpartner efter amerikanske Carnegie. Og det er ikke kun for fynboerne, at aftalen er vigtig.

»Den nye aftale betyder også meget for os. Vi tror på en multipartner-strategi, der gør, at vi kan drive en større del af robotics-porteføljen hurtigere. Blue Ocean Robotics er dygtige. De har en stærkt specialisering, og de kommer med en viden, som er i toppen af, hvad der findes,« siger Hans Henrik Lund, adm. direktør i Nilfisk.

Det er lige før, der er dug på brillerne, når man tænker det igennem.

Claus Risager - , Adm. direktør i Blue Ocean Robotics

Den nye aftale betyder, at Nilfisk hjælper Blue Ocean Robotics med at finansiere udviklingen af nye robotter, mens robotvirksomheden får del i den fremtidige profit, der måtte komme. Det er måden, den fynske virksomhed altid arbejder på. Indtil nu har det ført til 18 partnerskaber, og strategien har givet overskud hvert år. Senest et overskud før skat på 3,7 mio. kr. i 2016.

Men det er ikke kun på grund af samarbejdets økonomiske potentiale, at de tre direktører har armene over hovederne. For Claus Risager er det helt specielt, at man har lavet en rendyrket dansk konstellation af denne størrelsesorden.

»Hvis man er en lillesmule dansksindet, kan man sidde og kigge ud på et verdensmarked, som er uhyre råt, med så mange store virksomheder og spillere. Og så er det endt med, at verdens største producent på området er gået sammen med en dansk robotvirksomhed. Det er lige før, der er dug på brillerne, når man tænker det igennem. Det, synes jeg selv, er meget stort,« siger Claus Risager.

Han er ikke i tvivl om, at samarbejdet kommer til at smælde med genklang ude i verden.

»Nilfisk har en størrelse, der gør, at alle får øjnene op for, at der foregår noget i Danmark, som virkelig rykker. Det er ikke nogen hemmelighed, at nogle af Nilfisks konkurrenter har udviklet noget, der har fejlet fælt. De har undervurderet, hvad det kræver at bygge noget, der virker. Så det kommer til at give et ordentligt skvulp i branchen, der gør at konkurrenterne får øjnene op,« siger Claus Risager.

Han frygter ikke, at konstellationen med Blue Ocean Robotics og Nilfisk også fejler.

»Vi kombinerer nogle danske design- og innovationsstyrker med vores robotteknologiske verden. Det udnytter vi. Det er der altså mange lande, der ikke kan. Vi har set konkurrenter tage fem supergode ph.d’er ud fra universitetet og ansat andre robotfolk. Så er de teknisk set meget dygtige, men de er måske ikke så erfarne i at få produkterne til at blive succesrige,« siger Claus Risager.

Nilfisk-direktøren understreger, at Blue Ocean Robotics ikke er valgt, fordi virksomheden er dansk, men fordi den er bedst. Og flere partnere kan komme til i fremtiden.

Markedet for robotter er utroligt dynamisk. Dem, der er dygtigst i dag, er det ikke nødvendigvis om halvandet år.

Hans Henrik Lund -, Adm. direktør i Nilfisk

»Jeg ved ikke, hvor mange partnere vi skal have, men vi skal til alle tider have de bedste. Ellers kan vi ikke levere det til kunderne, de gerne vil have. Og når vi taler med kunder, er det vigtigt, at vi kan dokumentere, at vi samarbejder med de bedste,« siger Hans Henrik Lund.

Den 12. oktober skal Nilfisk for første gang stå på egne ben på børsen, når man bliver skilt fra NKT. Og ifølge Hans Henrik Lund får skilsmissen ikke indflydelse på Nilfisks muligheder for at købe andre virksomheder op. Når man ikke køber en robotvirksomhed, men i stedet indgår samarbejder, er det derfor heller ikke et spørgsmål om penge, understreger direktøren.

»Markedet for robotter er utroligt dynamisk. Dem, der er dygtigst i dag, er det ikke nødvendigvis om halvandet år. For os er det derfor meget vigtigt at have en strategi, der gør, at vi til stadighed kan gå ud og tiltrække de bedste partnere,« siger Hans Henrik Lund.

Hvad det helt præcis er for nogle robotter, Blue Ocean Robotics skal i gang med at udvikle, er en forretningshemmelighed. Men Hans Henrik Lund forventer, at man vil se resultater for samarbejdet i begyndelsen af 2019.

Ved årsskiftet havde den fynske virksomhed 45 ansatte, men alene siden maj er 15 kommet til. Og aftalen med Nilfisk betyder, at tilstrømningen fortsætter.

»På den ene side er det business as usual. På den anden side betyder business as usual pænt stor vækst,« siger Claus Risager.

BRANCHENYT
Læs også