Erhverv

Kriseramt virksomhed fyrer knap hver anden ansat

B&W Vølund skal afskedige 250 af virksomhedens 582 medarbejdere efter katastrofalt regnskab.

Problemerne er væltet ned over det dyre prestigebyggeri Amager Bakke. Nu skal affaldsanlæggets hovedleverandør fyre knap hver anden ansat. Foto: Christoffer Regild

Den store Esbjerg-virksomhed B&W Vølund, der er hovedleverandør til det problemramte forbrændingsanlæg Amager Bakke, skal ud i en stor fyringsrunde.

JydskeVestkysten er kommet i besiddelse af et internt brev fra B&W Vølunds midlertidige topchef, Jimmy Morgan, hvori der står, at omkring 250 af virksomhedens 582 medarbejdere skal skæres væk.

Ifølge brevet er årsagen til den omfattende fyringsrunde, at B&W Vølund tidligere i år kunne offentliggøre et katastrofalt årsregnskab for 2016 med et underskud efter skat på 735 mio. kr.

Resultatet betød, at Esbjerg-virksomheden tabte sin egenkapital, og at virksomhedens amerikanske ejer måtte erklære sig klar med nødhjælp.

Esbjergs viceborgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), kalder det en rigtigt trist nyhed, at B&W Vølund nu skal fyre knap hver anden ansat.

»Vi har med en gammel, hæderkronet Esbjerg-virksomhed at gøre, som desværre har haft det svært på det seneste. 250 ansatte er naturligvis en drastisk nedskæring, men vi vil med kommunens jobcenter forsøge at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de berørte videre til ny beskæftigelse,« siger han til JydskeVestkysten.

Selv kalder B&W Vølund i en pressemeddelelse nedskæringerne nødvendige for at tilpasse virksomheden til sin nye forretningsmodel.

En lang række ledende medarbejdere er stoppet eller blevet fritstillet i B&W Vølund i løbet af året.

Finans har for nylig beskrevet, hvordan B&W Vølund ifølge interne bestyrelsesdokumenter hos Amager Bakke har været skyld i en række tekniske problemer, som har kostet dyrt for affaldsselskabet ARC, der ejer Amager Bakke.

Det fik Amager Bakkes bestyrelsesformand, Lars Weiss, til at rette en skarp kritik mod B&W Vølund i mandags.

»Jeg har været meget overrasket over at se, at en hæderkronet virksomhed har haft så store problemer med at leve op til de forpligtelser, som indgår i kontrakten. Det har ikke givet indtryk af, at det har været en særlig professionelt drevet organisation,« sagde han til Finans.

Amager Bakke vil nu gå efter at få B&W Vølund til at dække de store tab, forbrændingsanlægget har lidt som følge af problemerne med det udstyr, B&W Vølund har leveret.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også