Erhverv
0

Ryanair-chef lover piloterne højere løn

Ryanairs topchef lover nu selskabets piloter højere løn og bedre arbejdsvilkår. Piloterne er ved at organisere sig i en fælles fagforening.

Ryanairs topchef Michael O'Leary prøver nu at dæmpe uroen blandt selskabets piloter med løfter om højere lønninger og bedre arbejdsvilkår.
Foto:Adam Berry

En hårdt presset topchef for Ryanair, Michael O‘Leary, lover nu selskabets piloter højere løn og bedre arbejdsvilkår.

Det rapporterer Reuters, som har haft adgang til at læse et brev, Michael O‘Leary i dag har sendt til selskabets piloter.

I brevet lover O' Leary »betydelige forbedringer af dine vagtskemaer, din løn, din udstationering, dine kontrakter og din karriereudvikling i løbet af de kommende 12 måneder.«

Brevet er stilet til »Alle Ryanair-piloter«.

Ifølge brevet vil Ryanairs piloter få en lønstigning, der gør dem bedre betalte end piloter hos konkurrenter som Norwegian.

Michael O' Leary lover i brevet også piloterne en bedre jobsikkerhed. Piloterne stilles endvidere i udsigt, at Ryanair er klar til at indgå i forhandlinger om de forskelle, der er på vilkårene for piloterne på Ryanairs baser i Irland og i de øvrige europæiske lande.

Udspillet fra Michael O'Leary kommer få dage efter, at piloterne i Ryanair har indledt en generalmobilisering for at sikre sig bedre arbejdsvilkår. Piloterne har dannet en uofficiel fagforening, som dækker på tværs af de forskellige lande, hvor Ryanair har baser.

Hidtil har Ryanairs ledelse formået at holde piloterne adskilt i flere lokale foreninger. Det er en del af forklaringen på selskabets lave omkostninger og medarbejdernes relativt dårlige vilkår.

Ryanair-piloterne har de seneste uger holdt møder med fagforeninger i både Storbritannien og Irland. Samtidig har piloterforeningen APA i verdens største flyselskab, American Airlines, tilbudt at hjælpe Ryanair-piloterne med at danne en fagforening. APA er indstillet på at yde både finansiel støtte og ekspertbistand.

Disse udfordringer rammer Ryanair på et tidspunkt, hvor selskabet i forvejen er under stort pres og har været nødt til at aflyse et stort antal flyvninger på grund af mangel på piloter. I løbet af efteråret og vinteren bliver omkring 700.000 Ryanair-kunder ramt af aflysninger.

BRANCHENYT
Læs også