Erhverv
BREAKING
0

Skandaleramt vinfirma anmeldt for underslæb

Investor har mistet tålmodigheden med virksomheden Fine Wine Invest og anmeldt den til politiet.

Ejer af Fine Wine Invest Thomas Clausen har ikke formået at betale penge tilbage til utilfreds investor, og det har nu betydet en anmeldelse til politiet. Arkivfoto: Sofia Busk.

Vinmæglervirksomheden Fine Wine Invest, der handler med investeringsvin, er blevet anmeldt til politiet for underslæb af investor Per Søndergaard Andersen og en anden anonym investor.

Det er sket, da virksomheden og dens ejer Thomas Clausen ikke har formået at betale de investeringsbeløb, som Fine Wine Invest skyldte de to investorer.

Det skriver Børsen.

»Jeg er ikke længere skuffet. Jeg er vred. Mit liv er for kort til at jagte sådan en klaphat som Thomas (Clausen), så nu har jeg overladt det til politiet,« siger Per Søndergaard Andersen, der har investeret et sekscifret beløb i Fine Wine Invest, ifølge avisen.

Thomas Clausen selv har ikke hørt noget om anmeldelserne, skriver han i en mail til Børsen.

Sagen tog sin start i foråret, da Per Søndergård Andersen bad Thomas Clausen forvalte en investering for ham igennem Fine Wine Invest. Men da en række kritiske artikler afslørede rod i regnskabet hos vinvirksomheden, ønskede investoren sin portefølje solgt. Per Søndergaard Andersen har bare aldrig modtaget pengene for salget.

»Han er blevet betroet nogle midler, som jeg har mistanke til, er blevet misbrugt« siger Per Søndergaard Andersen til Børsen om baggrunden for anmeldelsen.

Det startede ellers som en god iværksætter-historie, da Thomas Clausen i starten af året proklamerede, at Fine Wine Invest allerede efter første regnskabsår kunne fremvise et overskud på 4,6 mio. kr.

Senere såede en revisor og to professorer dog tvivl om regnskabets resultat, og det endte med, at Erhvervsstyrelsen gik ind i sagen og krævede et nyt regnskab fra Fine Wine Invest.

Det var særligt denne skandale, der fik en række kunder til at sælge deres alternative investering i vin, men en en del af dem inklusiv Per Søndergaard Andersen venter altså stadig på pengene.

Thomas Clausen ønsker, ifølge Børsen, ikke at komme med nogen forklaring på, hvorfor han ikke ikke har udbetalt pengene.

Politiet har endnu ikke påbegyndt efterforskningen.

BRANCHENYT
Læs også