Erhverv
0

Karsten Ree kaster flere penge efter kaotisk biotekfirma

Karsten Ree sætter endnu flere penge i biotekvirksomheden Dandrit, som han selv har kritiseret heftigt.

Investeringen i Dandrit sker »i ren trods,« siger den excentriske rigmand. Arkivfoto.

Efter det børsnoterede biotek-selskab Dandrit kunne afsløre dets seneste regnskab, viser det sig højst overraskende, at milliardæren Karsten Ree ejer 16 pct. af aktierne i virksomheden.

Dermed har han kastet endnu flere penge efter en virksomhed, som han tidligere har fundet stærkt kritisabel, skriver Børsen.

»Det er ren trods. For når man er blevet lokket ud på sådan en galej, er det svært blankt at opgive de 20 mio. kr., jeg investerede i første omgang,« siger Karsten Ree, der tidligere kun ejede 5 procent af aktierne i Dandrit, til avisen.

Karsten Rees tidligere foragt for biotekvirksomheden opstod, efter han og en række andre rigmænd investerede i virksomheden i 2015. Her lagde Karsten Ree 20 mio. kr. og fik 500.000 aktier retur.

Aktionærerne fik dengang at vide, at virksomheden var på tærsklen til et gennembrud med en vaccine mod tarmkræft.

Men gennembruddet udeblev, og det fik Karsten Ree til at lufte sin utilfredshed over for Finans i oktober 2016.

»Jeg blev lovet guld og grønne skove, da jeg investerede i Dandrit. Nu kan jeg så konstatere, at den store optur ikke er kommet, og samtidig har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad der sker i selskabet,« sagde han dengang.

Selvom den excentriske rigmand er blevet en af hovedaktionærerne i virksomheden i dag, har han dog ikke genfundet kærligheden til Dandrit. Den nye investering sker udelukkende for at redde de 20 mio. kr. som rigmanden investerede i første omgang, mener han.

»Jeg kan se en mulighed for at få noget af det tabte hjem igen. Og så må man nogle gange smide flere penge i puljen,« siger Karsten Ree til Børsen.

I foråret overtog Pandora-rigmanden René Sindlev kontrollen med Dandrit, og han har siden ryddet massivt op i virksomheden. Det har givet Karsten Ree en tro på, at aktien vil stige igen i Dandrit, så han dermed kan redde nogle af sine penge hjem igen.

BRANCHENYT
Læs også