Kendt sushikæde tjener igen penge: Flere restauranter på vej
Indtjeningen i Sticks'n'Sushi er igen på rette kurs. Direktøren vil fortsætte store investeringer.
Det går godt for den danskejede sushikæde Sticks'n'Sushi. Åbningen af nye restauranter i København, London og senest Berlin har øget omsætningen, og sushikæden tjener igen penge på sine anstrengelser.
Det viser et nyt årsregnskab.
I det seneste regnskabsår omsatte Sticks'n'Sushi for 449 mio. kr. Det var 6 pct. mere end året før og 80 pct. mere end for bare fem år siden.
Men det stopper ikke her. Udviklingen skal fortsætte, og i løbet af det kommende regnskabsår åbner Sticks'n'Sushi yderligere fem restauranter.
»Vi forfølger en klar vækststrategi og tog i 2017 endnu et skridt på den rejse, da vi med åbningen af en restaurant i Berlin gik ind på det tyske marked. Vi bruger lige nu rigtigt mange kræfter på at optimere vores driftsplatform og få de nye restauranter op at køre. Det indebærer betydelige investeringer, som selvfølgelig påvirker indtjeningen på den korte bane, men vi ser det som en vigtig investering i fremtiden,« siger adm. direktør og medejer af Sticks'n'Sushi, Kim Rahbek, i en pressemeddelelse.
Sticks'n'Sushi, der er delvist ejet af kapitalfonden Maj Invest, hævede i seneste regnskabsår indtjeningen fra et minus på 644.000 til et overskud på 5,2 mio. kr. Det lykkedes på trods af investeringer, etablering af den tyske restaurant og stigende personaleomkostninger.
Driftsresultatet var 32,4 mio. kr. mod 24,8 mio. kr. året før.
Sushikæden, der er Danmarks største, har de seneste år udvidet forretningen fra den første restaurant på Nansensgade i København til 11 restauranter i Storkøbenhavn, fem restauranter i og omkring London og én i Berlin.
Planen er at fortsætte ekspansionen, og ledelsen forventer at åbne fem yderligere restauranter i det kommende regnskabsår: En i København og fire i London.
Kim Rahbek forventer, at der inden udgang af kalenderåret 2018 også er åbnet endnu en restaurant i Tyskland.
Den største udfordring for virksomhedens fortsatte udvikling bliver, ifølge Kim Rahbek, at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.
»Vi mærker tydeligt, at vi i Danmark har tæt på fuld beskæftigelse - og i London har Brexit-afstemningen også sat sit præg på arbejdsmarkedet og sat udbuddet af dygtige medarbejdere i serviceindustrien under pres. Vi beskæftiger i dag mere end 40 nationaliteter i de tre lande, vi opererer i - og vores vækst afhænger af, at vi kan rekruttere medarbejdere internationalt,« siger Kim Rahbek.
Sticks'n'Sushi har på fem år fordoblet antallet af ansatte i virksomheden fra 326 til 692.


