Drone ramte passagerfly - kunne have fået »katastrofale følger«
Et passagerfly i Canada slap med skrækken efter kollision med drone. Herhjemme har piloter advaret om farlige hændelser.
Private personer, der flyver med droner nær lufthavne, er blevet et farligt problem, der i værste fald kan koste menneskeliv.
Søndag kolliderede en drone med et canadisk passagerfly, der heldigvis kun pådrog sig mindre skader og var i stand til at lande i Quebecs internationale lufthavn. Men hændelsen kunne have endt helt galt, lyder advarslen fra Canadas transportminister, Marc Garneau.
»Hvis en drone f.eks. rammer vinduet i flyets cockpit eller rammer og beskadiger flyets motorer, kan det få katastrofale følger,« sagde han på en pressekonference om hændelsen, ifølge CNN.
Søndagens kollision mellem en drone og et passagerfly er ikke den første. I takt med at droner de seneste par år er blevet mere og mere populære blandt privatpersoner, har piloter verden over rapporteret om farlige hændelser.
I august 2015 var et passagerfly ved indflyvning til Københavns Lufthavn faretruende tæt på at kollidere med en vildfaren drone. Og i april sidste år blev et British Airways-fly angiveligt ramt af en drone, da det skulle lande i London-lufthavnen Heathrow.
Også i Kina undgik et passagerfly tidligere i år med nød og næppe en drone-kollision. I Dubai eksperimenterer man ligefrem med en drone-jager, der kan spore droner, som er i fare for at komme for tæt på lufthavnens område.
Herhjemme har danske piloter advaret om, at det kommer til at koste menneskeliv, hvis reglerne for brugen af droner ikke reguleres.
»Det er et spørgsmål om tid, før der sker noget alvorligt. Vi frygter selvfølgelig, at det vil koste menneskeliv, hvis en drone rammer et passagerfly, og det går helt galt,« sagde Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union, sidste år til Berlingske.
Siden er reglerne for privates flyvning blevet ændret, så private nu bl.a. skal have taget et dronetegn, registreret deres droner og have tegnet en forsikring.
Hvor megen skade en drone kan forvolde et passagerfly, findes der ingen undersøgelser af. Men ryger den ind i motoren, kan det ødelægge motoren, ifølge Mark Jensen.
Trafik- og Byggestyrelsen har siden 2014 noteret en række tilfælde, hvor droner har fløjet for tæt på danske lufthavne eller for højt i forhold til, hvad der er tilladt. Egentlige sammenstød er der ingen meldinger om. I Danmark må droner ikke være tættere end fem kilometer fra lufthavne.


