Erhverv
0

Minister bag postfusion opfordrer til afvikling af Postnord i Danmark

Forhenværende transportminister Carina Christensen (K) går i en svensk avis ind i den dansk-svenske brydekamp om økonomisk nødhjælp til Postnord Danmark.

Transportminister Carina Christensen (K) smilte til Post Danmarks bestyrelsesformand Fritz Schur og Postnords kommende topchef Erik Olsson (tv), da fusionen mellem de danske og svenske postvæsener blev præsenteret på et pressemøde tilbage i 2008. Arkivfoto: Thorkild Amdi/Polfoto.

Nedlæg Postnord i Danmark.

Så bastant lyder opfordringen fra tidligere transportminister Carina Christensen (K) i en stort opsat artikel i den store svenske morgenavis Svenska Dagbladet.

Det var Carina Christensen, der som transportminister tilbage i 2008 præsenterede danskerne for fusionsplanerne mellem de danske og svenske postselskaber. Dengang havde hun kun lovord tilovers for fusionen.

»Jeg er overbevist om, at en fusion vil kunne medvirke til at skabe endnu bedre postvirksomheder, end dem vi har i Danmark og Sverige i dag,« fastslog Carina Christensen.

For ifølge ministeren var det nødvendigt at ruste de to virksomheder til en mere barsk virkelighed.

»Det er vigtigt, at de to postvirksomheder står godt rustet til at møde de udfordringer, der vil være på postmarkedet i de kommende år,« fastslog Carina Christensen dengang.

Og Postnord Danmark kom ganske rigtig til at møde udfordringer. Foruden de styrtdykkende brevmængder var det en øget konkurrence inden for pakkeleveringer, hvor Postnord Danmark har måttet kæmpe mod blandt andet DHL, ejet af det tyske postvæsen, GLS, ejet af det engelske postvæsen og Bring-koncernen, der er ejet af det norske postvæsen.

Carina Christensen, der forlod dansk politik i 2011, blev i januar ansat som adm. direktør for ITD, der er en interesseorganisation for en lang række danske vognmænd. Det var i den rolle, at hun tidligere på måneden gennemførte et længere interview med avisen Svenska Dagbladet, der siden er blevet refereret i en række andre svenske medier.

»Vi anser tiden er inde for regeringen til at indlede en afvikling af Postnord i Danmark. Brevmængden i Danmark er forsvindende lille, og den resterende del af den befordringspligtige virksomhed kan klares af private aktører,« sagde Carina Christensen og fortsatte:

»Hos ITD ser vi ingen holdbar fremtid for Postnord i Danmark, eftersom virksomhedens forretningsgrundlag er væk.«

Postnord Danmark fremlagde i begyndelsen af året en redningsplan til en pris af 2,4 mia. kr. Pengene skulle bl.a. gå til at skille sig af med op mod 4.000 medarbejdere i Danmark, hvor en stor del er ansat på tjenestemandslignende vilkår, og derfor er dyre at skille sig af med.

At bøje af for Postnords ønske om at få tilført 2,3 mia. kr. til den danske del af forretningen ville ifølge Carina Christensen være uacceptabel statsstøtte.

»At satsningen på markedet for stykgods og pakker finansieres med danske skattekroner er fuldstændigt uacceptabelt. Det handler om et statsligt ejet foretagende, som konkurrerer direkte med private virksomheder på et marked, der allerede er hårdt presset.  Det giver en skævvridning af konkurrencevilkårene i transportbranchen.«

Den udlægning bliver af fællestillidsmand for HK'erne hos Postnord Danmark set som værende i strid med sandheden.

»Jeg synes, det er decideret løgn, de postulater Carina Christensen kommer med. Vi konkurrerer på fuldstændig lige vilkår om pakker og stykgods. Der er ikke gået en eneste skattekrone ind i hverken den danske eller svenske del af Postnord, tværtom er der kun udloddet penge til ejerne. Og de 2,4 mia. kr. som man nu beder om, skal bruges til at uddele fyresedler til tjenestemænd, der blandt har arbejdet inden for aktiviteter, som man nu trækker sig ud af,« siger Eigil Johannesen.

Finans har været i kontakt med ITD. De oplyser, at Carina Christensen i øjeblikket er på ferie og ikke på nuværende tidspunkt ønsker at kommentere sagen.

BRANCHENYT
Læs også