Erhverv

Trumps ven kommer sexanklaget filmproducer til undsætning med muligt opkøb

Milliardæren Tom Barrack hjælper nu den skandaleramte filmproducent Harvey Weinsteins selskab The Weinstein Company med et kapitalindskud. Der forhandles også om en fuld overtagelse.

Harvey Weinstein har gennem 30 år spillet en betydningsfuld rolle i Hollywood som producer. Nu er hans imperium ved at falde helt fra hinanden, efter at anklager om sexovergreb er væltet frem. Foto:  Jordan Strauss/AP

For få dage siden var han en af de mest magtfulde mænd i Hollywoods filmindustri. Men da utallige anklager om voldtægt og andre sexforbrydelser gennem årtier kom frem, blev Harvey Weinstein sparket ud af sit eget selskab, The Weinstein Company, og finanserne i selskabet så pludseligt ikke ret gode ud.

Nu træder en mulig redningsmand ind på scenen, nemlig Tom Barrack, som ikke bare er milliardær, men også en af Trumps gode venner. Det skriver CNBC.

Tom Barrack har gennem sit investeringsselskab Colony Capital meddelt, at en investering er på vej i The Weinstein Company og måske mere end det. Der forhandles om en overtagelse af hele selskabet, eller en ’signifikant del’, lyder meldingen.

The Weinstein Company har stor værdi og potentiale for vækst og skal føres tilbage til sin retmæssige, ikoniske position i filmbranchen, udtaler Tom Barrack i en skriftlig kommentar.

Hans forbindelse til præsident Donald Trump går lang tid tilbage, og det var for eksempel Tom Barrack, der stod i spidsen for Trumps indsættelse som præsident.

Tidligere har Harvey Weinsteins bror Bob Weinstein afvist, at selskabet skulle være på vej mod et salg eller en lukning. De to brødre grundlagde filmselskabet sammen tilbage i 2005, og værdien af selskabet har været vurderet til flere hundrede millioner dollars. Men efter de mange historier om Harvey Weinsteins seksuelle overgreb er kommet frem, har filmbranchen vendt ham og hans selskab ryggen.

Harvey Weinstein står bag et hav af kendte film, heriblandt Pulp Fiction, Gangs of New York, Good Will Hunting og Shakespeare in Love.

BRANCHENYT
Læs også