Serier

Tilbagebetaling af afgifter på leasingbiler når nye rekordhøjder

Stadig flere leasingbiler har kørt rundt på danske veje for i sidste ende at ende med at betale få eller ingen afgifter.

Det store afgiftslotteri
Mens regeringen forsøger at standse trafikken af leasingbiler uden registreringsafgift, har leasingbranchen accelereret brugen af den omdiskuterede afgiftsmanøvre. Bilerne på dette billede har ikke nødvendigvis noget med manøvren at gøre. Foto: Casper Dalhoff

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

Mens regeringen forsøger at standse trafikken af leasingbiler uden registreringsafgift, har leasingbranchen accelereret brugen af den omdiskuterede afgiftsmanøvre.

2017 vil således blive et nyt rekordår for Skats tilbagebetalinger af registreringsafgift på leasingbiler, viser nye tal.

Det er helt forkert, at leasingbilerne har kunnet få returneret forbrugte afgifter. Det svarer til, at man ved fraflytning af en lejlighed kunne få sin husleje retur.

Jeppe Ruby Laursen, formand for Danske Bilforhandler Union.

Ifølge tallene har Skat i løbet af årets første ni måneder refunderet registreringsafgift til leasingselskaberne for samlet mere end 210 mio. kr., og dermed har tilbagebetalingerne allerede nu oversteget niveauet fra sidste år, der også var et rekordår.

Tallene fremgår af en aktindsigt hos Skat over refusion af registreringsafgifter for leasingbiler i årets første otte måneder samt et skøn over indberettede såkaldte værditabsberegninger for september.

»Det viser med al tydelighed, at vi stod med et problem, som bare blev større og større. Derfor var det nødvendigt og rigtigt, at politikerne greb ind med lovgivning. For ellers var det endt med en situation, hvor det at betale mindst mulig i registreringsafgift blev en del af forretningsmodellen,« siger forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen fra FDM.

Finans afslørede i april, hvordan der har bredt sig en metode i leasingbranchen, som betyder, at firmaerne får refunderet registreringsafgift på biler efter endt leasing, fordi bilerne ifølge leasingfirmaerne har mistet mindre værdi end forventet på at køre rundt på de danske veje.

I et ukendt antal tilfælde har leasingfirmaerne ligefrem fået refunderet hele registreringsafgiften, og regeringen har fremsat et lovforslag, der skal stoppe trafikken.

Men den store politiske opmærksomhed har altså ikke fået leasingbranchen til at skrue ned, og udviklingen i 2017 peger i retning af, at tilbagebetalingerne vil runde 300 mio. kr., inden året rinder ud.

»Det er helt forkert, at leasingbilerne har kunnet få returneret forbrugte afgifter. Det svarer til, at man ved fraflytning af en lejlighed kunne få sin husleje retur. Jeg er ikke i tvivl om, at regningen uden et indgreb ville være vokset til over en halv mia. kr. næste år,« vurderer formand Jeppe Ruby Laursen fra brugtvognsforhandlernes brancheorganisation, Danske Bilforhandler Union.

Samme toner lyder fra Dansk Bilbrancheråd, der er paraplyorganisation for en mængde mindre brugtvognsforhandlere og værksteder.

»Tallene viser, hvor vigtigt det er, at forligspartierne (indgrebet er aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti, red.) står fast. For det er bydende nødvendigt at få lukket de huller, som er opstået. Og hvis det viser sig ikke at være nok, må de stramme skruen en ekstra gang i 2018, « siger direktør Erik Rasmussen.

Christian Brandt, direktør i Finans og Leasing, forklarer, at han ikke selv har set tallene endnu.

»Men udviklingen skal vel også ses i sammenhæng med, hvor højt bilsalget har været i 2017 i forhold til andre år,« siger direktøren i leasingselskabernes brancheorganisation.

Samtidig peger han på, at det først og fremmest er de refusionsmillioner, som knytter sig til leasingbiler, som afmeldes for at blive solgt til udlandet, der set med leasingbranchens øjne udgør et afgiftsmæssigt samfundsproblem.

»Hvis leasingselskabet får registreringsafgift retur, men bilen bliver i landet, vil det, som både jeg og mine medlemmer forstår reglerne, krone til krone betyde, at man skal betale mere i restafgift end ellers, når bilen indregistreres endeligt til fuld afgift på danske plader,« siger Christian Brandt.

Det fremgår ikke af Skats opgørelser, hvordan de refunderede afgiftsmillioner fordeler sig på leasingbiler, som afregistreres og sælges til udlandet, og leasingbiler der afregistreres og efterfølgende sælges på almindeligvis til en dansk bilkøber.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også