Erhverv

Onxeo taber otte år gammel retssag til partner

Onxeo skal til lommerne i en gammel retssag.

Biotekselskabet, der dengang hed Bioalliance Pharma, lagde i 2009 sag an mod sin partner Spepharm og de to selskabers joint venture, Spebio, omkring kontraktbrud.

Sagens kerne er de to selskabers lægemiddel Loramyc til behandling af mundinfektionen trøske. Onxeo mente, at partneren brød deres fælles aftale, hvilket forsinkede markedsføringen af midlet.

Retten i Paris er kommet frem til, at det er dansk-franske Onxeo, som selskabet hedder efter fusionen med danske Topotarget, der var galt på den.

Onxeo skal betale 8,6 mio. euro (64 mio. kr.) plus renter i erstatning og 250.000 euro (1,9 mio. kr.) i sagsomkostninger til Spebio, mens der også er en regning på 65.000 euro (knap 0,5 mio. kr.) direkte til Spepharm.

Onxeo, der fortsat ejer 50 pct. af Spebio, erklærer sig stærkt uenig i rettens beslutning og vil nu undersøge sine muligheder, herunder at anke afgørelse.

Læs også