Chefen forlader Amazon Studios efter anklager om sexchikane
Roy Price, der er chef for Amazon Studios, har tirsdag opsagt sin stilling i selskabet, efter at han i sidste uge blev offentligt anklaget for sexchikane af en af selskabets producere. Det skriver The New York Times.
Roy Price, der var ansvarlig for Amazon-divisionen, der skaber eget indhold til selskabets streamingstjeneste, heriblandt originale film og tv-serier, blev i sidste uge suspenderet efter anklagerne.
Produceren Isa Dick Hackett, der lige nu er administrerende producer på Amazons tv-serie "The Man in the High Castle", udtalte i et interview med The Hollywood Reporter, at Roy Price gentagne gange kom med uønskede seksuelle tilnærmelser til hende i 2015.
Roy Price annoncerede selv tirsdag eftermiddag gennem Facebook, at han valgt at forlade Amazon.
Opsigelsen fra Roy Price kommer i kølvandet på en større sexchikanesag, hvor filmmogulen Harvey Weinstein er gået af, efter at talrige anklager om voldtægt, sexchikane og andre seksuelle tilnærmelser kom frem.
Roy Price, der har arbejdet for Amazon Studios i over 13 år, bliver midlertidigt erstattet af Albert Cheng, som er den nuværende tekniske direktør i Amazon.

