Erhverv

360.000 ansatte i små og mellemstore virksomheder kan erstattes af robotter

360.000 stillinger i små og mellemstore virksomheder kan erstattes af robotter. Det vil påvirke alle faggrupper og ramme hårdest i udkantsområder, konkluderer ny rapport. Men flere robotter gavner alle, lyder det fra DI og Dansk Metal.

Robotter og ny teknologi kan lette opgaverne i mange virksomheder. Især inden for industrien. Ny rapport anslår, at op mod 360.000 stillinger kan erstattes af robotter.
Foto: Anita Graversen Foto: Anita Graversen

I 9 ud af 10 af landets små og mellemstore industrivirksomheder er der i dag mange opgaver, der lige så godt kunne udføres af en robot. Og kigger man bredt på ud over gruppen af SMV’er, er der hele 360.000 arbejdspladser, der »er velegnet til automatisering.«

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Den Sociale Kapitalfond, der har set på, hvilke typer af virksomheder der vil blive påvirket mest af nye teknologiske muligheder. Det rammer især inden for industri, anlægsarbejde, hotel, service og restauration og primært i udkantsområderne.

»Inden for relativt kort tid skal mange virksomheder tage stilling til, hvordan de vil forholde sig til den teknologiske omstilling, der vil ske rundt om dem. Alle bliver ikke ramt lige hårdt, men det får betydning for alle faggrupper på arbejdsmarkedet,« siger analysechef Kristian Thor Jakobsen.

Den Sociale Kapitalfond

Den Sociale Kapitalfond blev etableret af TrygFonden på initiativ af Lars Jannick Johansen i 2011. Accenture, Accura og EY er fondens kompetencepartnere, der bistår med pro bono-sparring til bl.a. investeringsvurdering.

Kapitalfonden har siden 2011 investeret i sociale virksomheder, der skaber nye muligheder for marginaliserede grupper i Danmark i et investeringsprogram baseret på donationer fra TrygFonden.

Han understreger, at der hvert år forsvinder mange job, mens nye opstår. Opkvalificering af de ansatte og god udnyttelse af de nye teknologiske muligheder er ifølge analysechefen vejen til at beholde folk, når robotterne kommer.

I industrien ser både arbejdsgiverne og lønmodtagerne tallene som et udtryk for, at udviklingen fra manuelt arbejde til øget automatisering vil være en gevinst - og ikke en ulykke for branchen.

»Vi er ikke voldsomt bekymrede for den teknologiske udvikling. Vi tror, at der er mange arbejdsopgaver, der kan overtages af teknologien, og at der bagefter kommer andre typer af job. Og havde vi ikke for længe siden implementeret ny teknologi, ville vi alle rende rundt på en mark med en plov i hånden. Det gør vi heldigvis ikke,« siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Forbundet har en ledighed blandt medlemmerne på 2,4 pct., og i mange midt- og vestjyske afdelinger er den under 1 pct. Robotterne, mener han, er med til at skabe job, så folk kan bruges i andre funktioner.

»Indfører vi modsat andre ikke ny teknologi, taber vi konkurrencekraft, og så taber vi med sikkerhed job, og det er formentlig et større tal end dem i rapporten,« siger Thomas Søby.

Hos landets største erhvervsorganisation, DI, hvor langt størstedelen af medlemsvirksomhederne er smv'er, er fagleder for DI's digitale taskforce Christian Hannibal heller ikke bekymret:

»Virksomheder, der bliver mere digitale og investerer i robotter, ansætter flere folk. De ansættes selvfølgelig til andre ting, men det er ikke dårligt, for det gør virksomheden mere produktiv. Derfor er der et kæmpe potentiale i at øge digitaliseringen, for robotter koster ikke job; de er forudsætningen for job,« siger Christian Hannibal.

BRANCHENYT
Læs også