Fortsæt til indhold

Vil du give Amazon nøglerne til din bolig? Ny pakketjeneste på vej

Amazon tilbyder at aflevere pakker lige inden for døren. Men det kræver, at du vil lade dem lukke sig selv ind - også når du ikke er hjemme.

Amazon Key er en ny service, hvor selskabets bude får nøglen til en bolig og derfor kan aflevere pakker inden for kundernes hoveddør. Foto: AP Photo/Ted S. Warren
Erhverv

Amazon har indført en ny service, hvor man kan få leveret sine pakker inden for døren. Men det kræver, at man giver selskabets bude en elektronisk nøgle og dermed adgang til sin bolig.

Foreløbig er denne service introduceret i 37 byer i USA, hvor det er Amazons egne bude der leverer pakkerne. Men det er meningen, at den skal udvides, skriver The Verge.

Hidtil har Amazon tilbudt sine kunder, at pakkerne kan leveres til for eksempel en butik, hvor man med en kode kan åbne en boks og derefter få adgang til sine pakker.

Men med Amazon Key vil bestillingen blive leveret indenfor kundernes hoveddør. For at få tjenesten, skal man installere et webkamera i sin bolig med en tilhørende såkaldt smart-lås.

Amazon forhandler og tilbyder selv den samlede pakke med kamera, smart-lås og installation for 250 dollar eller ca. 1600 kr.

Når et bud ankommer til huset eller lejligheden, skal buddet scanne en kode og sende en anmodning til Amazons it-center. Hvis det hele stemmer over ens, begynder webkameraet at optage og buddet kan åbne døren.

Kunden får samtidig en besked og kan se den fysiske levering via mobilen eller en computer og dermed følge med i leveringen: At døren åbnes, buddet stiller pakken og at døren lukkes igen.

Amazon Key fungerer sammen med låse fra Yale og Kwikset, og kameraet er forbundet til Amazon.

Men det kræver, at kunderne er villige til at lade Amazon se, hvad der foregår i hjemmet konstant og samtidig er villige til at åbne døren for fremmede.

Foreløbig tilbyder Amazon kun tjenesten, hvor det er deres egen bude, der står for leveringen.

Artiklens emner
Droner
Amazon