Erhverv
0

Lars Larsen ruller flere danske møbelbutikker ud globalt

IDdesign udvider en franchisekæde med udenlandske butikker. Samtidig har selskabet planer om åbning af flere Ilva-møbelhuse uden for Danmark.

En af Lars Larsens investeringer ved siden af Jysk er IDdesign med kæderne Ilva og Ide Møbler. Selskabet har butikker i hele landet samt en række lande rundt om på kloden. Arkivfoto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Lars Larsens møbelselskab IDdesign jagter endnu flere butikker i udlandet. Det gælder både til en hastigt voksende franchisekæde og Ilva-møbelhuse.

IDdesign, der ejes af Lars Larsen fra Jysk, driver ud over Idé Møbler og Ilva også en mindre butikskæde under navnet IDdesign. Det har nu 22 butikker i en række lande - primært i Mellemøsten. De senere år er også bl.a. Ungarn, Cypern og Spanien kommet med.

IDdesign A/S
  • Driver kæderne Ide-Møbler, Ilva og IDdesign, der tilsammen har 72 møbelhuse og tre webshops i ind- og udland.
  • Blev i 2013 overtaget af Lars Larsen og Jysk Group.
  • Ca. 800 medarbejdere og en omsætning på 1,8 mia. kr.

Og nu ekspanderer kæden, hvis butikker alle drives af lokale partnere gennem franchise-aftaler. Det gælder bl.a. i Asien, hvor der netop er lavet aftale med en partner, som først i 2018 åbner en stor butik med skandinaviske møbler i den koreanske hovedstad Seoul.

Samlet skal kæden - ifølge strategien - fordobles i antal butikker inden for de næste fem år.

»I det nye regnskabsår kommer ud over Korea også en ekstra butik i Oman til. Desuden er vi i forhandlinger med en stribe kommende partnere, så der vil komme flere til. Vi kigger bl.a. også på Indien og andre eksotiske markeder til franchisekæden,« siger adm. direktør Michael Christiansen, IDdesign.

Ud over Jysk-koncernen og IDdesign ejer Lars Larsen også en stribe andre danske virksomheder - bl.a. møbelproducenten Actona samt Bolia og Sengespecialisten. De drives alle som selvstændige selskaber. De tætte relationer i ejerskabet betyder dog også, at der samtidig fokuseres på tværgående muligheder.

Dybekbmandens selskaber
Ud over Jysk-koncernen med 2.500 butikker i 47 lande består Lars Larsen Group af følgende selskaber, som dynekøbmanden ejer:
  • IDdesign med Ilva og Ide-Møbler (møbelkæder)
  • Bolia.com (møbler)
  • Actona (produktion af møbler)
  • Interstil (møbler)
  • Sengespecialisten (butikskæde).
  • Scancom (havemøbler)
  • Letz Sushi (restaurantkæde).
  • Himmerland Golf og Spa Resport
  • By Design (amerikansk møbelkæde)
  • Backtee (golftøj)
  • Eovondo (virksomhed inden for reklamekoncepter)
  • Interior Direct (møbelleverandør til bl.a. hoteller).
  • Garia (golfbiler)
  • Ferdinand (hotel og restaurant i Aarhus)

Dynekøbmand Lars Larsen har tidligere sagt til Finans, at han med tiden ser muligheder i at lade de forskellige kæder i hans samlede koncern ekspandere under samme tag i store møbelhuse.

Og desuden har Jysk-ejeren udtrykt ambitioner om, at han gerne vil trække den danske Ilva-kæde til udlandet.

Til det siger Michael Christiansen i IDdesign:

»Vi har Ilva i Sverige og Island, og vi vil også gerne længere ud i Europa og Skandinavien. Det er en klar ambition. Men om det bliver i indeværende år eller først derefter, at det kommer, må tiden vise. Vi har fortsat et stykke arbejde at gøre med de danske kæder. Måske vi også satser mere på online internationalt.« 

BRANCHENYT
Læs også