Fortsæt til indhold

Her får ikke-rygere seks ekstra feriedage om året

Klager fra flere ansatte har fået et japansk firma til at lave et usædvanligt tilbud.

Piala Inc. har hovedsæde i Tokyo og beskæftiger cirka 120 medarbejdere. Foto: AP/Koji Sasahara.
Erhverv

Hvad ville du sige, hvis ikke-rygere på din arbejdsplads fik flere feriedage om året end de ansatte, der dagligt trak udenfor for at ryge en cigaret?

Hos det japanske marketingfirma Piala Inc. mener man, at det er en udmærket idé. Derfor har firmaet med hovedsæde i Tokyo givet ikke-rygende ansatte seks ekstra feriedage. Det skriver The Telegraph.

Begrundelsen for at give ikke-rygende ansatte mere ferie er, at de ofte arbejder flere timer om dagen end deres rygende kolleger, fordi de ikke holder rygepauser. Faktisk har flere ikke-rygende ansatte hos Piala Inc. klaget til ledelsen over det, de ser som en uretfærdighed.

Tilbuddet om flere feriedage gjaldt i første omgang kun i september. Men en fjerdedel af virksomhedens 120 har taget imod tilbuddet, og spørgsmålet er nu, om frynsegoden gøres permanent.

»Jeg håber på at motivere medarbejdere til at stoppe med at ryge gennem incitamenter frem for ved straf eller tvang,« siger Takao Asuka, adm. direktør i Piala Inc., til Kyodo News.

Pialas hovedkontor ligger på 29. etage i en kontorbygning i Tokyo. De ansatte, der skal ryge, må derfor tage turen helt ned til kælderniveau, hvilket betyder, at hver rygepause varer cirka 15 minutter.

I Japan ryger mere end hver femte voksen. Flere virksomheder er begyndt at indføre strengere rygepolitikker, heriblandt butikskæden Lawson Inc, der har forbudt rygning på sit hovedkontor og regionale kontorer.

Artiklens emner
Rygning