Fortsæt til indhold

Sultne passagerer må fortsat undvære flymad i København

Fagkampen fortsætter i Københavns Lufthavn, hvor 500 madfolk er gået i strejke.

Erhverv

500 medarbejdere strejker forsat i Københavns Lufthavn efter stridigheder med deres arbejdsgiver Gate Gourmet.

Dermed må flere flyrejsende fortsat medbringe mad med hjemmefra, hvis de ønsker at spise på flyrejsen.

Strejken tog sin begyndelse tirsdag eftermiddag, da de ansatte protesterede mod en større nedskæring af personalegoder hos Gate Gourmet. Torsdag mødtes de stridende parter så i Arbejdsretten. Her pålagde retten de strejkende at genoptage arbejdet, da strejken blev fundet overenskomststridig.

Men fredag er arbejdet fortsat ikke genoptaget, lyder meldingen fra Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, der selv har opfordret de strejkende til at genoptage arbejdet.

»De har besluttet at fortsætte strejken. Jeg ved ikke hvor længe, men vi håber, at der kan komme gang i dialogen igen, så der kan komme mad på flyene,« siger 3F-formanden.

Indtil videre har strejken ikke haft indflydelse på nogen flyafgange, informerer Københavns Lufthavn.

Gate Gourmet er den største leverandør af flymad i København. Det betyder, at særligt langrutefly har problemer med at brødføde sine passagerer.

Flere flyselskaber har imødekommet problemet med den manglende flymad ved at uddele madkuponer til sine passagerer, når de ankommer til lufthavnen.

Cateringvirksomheden står også for fjernelse af affald fra nyankomne fly i Københavns Lufthavn. Dermed har flere flyselskaber haft problemer med ophobning af affald, der ellers kræves fjernet, når et fly letter igen.

Gate Gourmet er en af verdens største cateringskoncerner med afdelinger i 130 lufthavne i 35 lande. Virksomheden var oprindeligt schweizisk, men er i dag på kinesiske hænder.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Palle Ørting, dansk direktør i Gate Gourmet.

Artiklens emner
Københavns Lufthavne
Gate Gourmet