Nykredit-ejer klar til omfattende regelændringer efter aktiesalg
Efter aktiesalget til fem danske pensionskasser, er bestyrelsen i Forenet Kredit, der er hovedejer af Nykredit, klar til at lave omfattende ændringer af vedtægterne.
Efter storudslaget af Nykredit-aktier til fem danske pensionsselskaber for få uger siden, er hovedejeren af Nykredit, Forenet Kredit, nu på vej med en større ændring af vedtægterne, der skal give bestyrelsen i Forenet Kredit friere hænder.
Det fortæller Nina Smith, formand i Forenet Kredit, til Børsen.
»Ideen er, at vi har brug for en vis fleksibilitet i foreningens bestyrelse i forhold til at kunne agere hurtigt, hvis der bliver brug for at lave aktieudvidelser og skaffe kapital. Selve processen med at skulle indkalde til repræsentantskabsmøder og samle 100 mennesker til at møde op, er lidt tung. Derfor skal vi have fundet en aftale mellem repræsentantskab og bestyrelse om, hvad bestyrelsens mandat er,« siger Nina Smith til Børsen.
Tidligere har repræsentantskabet, som er Forenet Kredits øverste myndighed og består af lige over 100 medlemmer, skulle godkende alle større beslutninger vedrørende ændringer i aktiekapitalen i landets største realkreditselskab.
Men står det til bestyrelsen i Forenet Kredit, skal det fremover kun være omfattende ændringer såsom Nykredits navn, hjemsted og formål, der skal bruge repræsentantskabets accept.
Forslaget kommer efter, at Forenet Kredit i slutningen af november solgte 10,9 pct. af aktierne til de fem pensionskasser PFA, PensionDanmark, PKA, AP Pension og MP Pension.
Samtidig købte de fem pensionskasser også Nykredit-aktier af mindretalsaktionærerne Industriens Fond og Foreningen Østifterne, så pensionselskabernes samlede ejerandel kom op på 16,8 pct. af aktierne i Nykredit. Den samlede værdi af handlen lød på i alt 11,6 mia. kr.
Efter salget ejer Forenet Kredit 78,9 pct. af Nykredit.

