Finans

Danica Pension skifter ud i ledelsen og sender Lars Ellehave til Norge

Integrationen af milliardopkøbet SEB Pension har førsteprioritet i Danica Pension, som skifter ud i direktionen for at få de rette kompetencer til den opgave.

Artiklens øverste billede
Per Klitgård (th.) fortsætter som topchef i Danica Pension, hvor Søren Lockwood indlemmes i direktionen. Foto: Jeppe Carlsen

Danica Pension skifter ud i direktionen og sætter det nye ledelseshold, der skal få milliardopkøbet af konkurrenten SEB Pension til at glide igennem smertefrit.

Topchef Per Klitgård har med et succesfuldt opkøb af SEB Pension for 6,5 mia. kr. - som stadig mangler konkurrencemyndighedernes godkendelse - forlænget sin karriere som adm. direktør i Danica Pension.

Han var tidligere frontfigur i netop SEB Pension, som han derfor har et indgående kendskab til. Det samme har et af Danica Pensions to nye direktionsmedlemmer, Søren Lockwood, der i dag er adm. direktør i SEB Pension.

De to får en nøglerolle i forhold til at integrere SEB Pension i Danica Pension.

»Vores nye hold skal skabe de rammer, der gør, at vi kan få det bedste ud af de to virksomheder. Det er en nøgleopgave,« siger Per Klitgård, adm. direktør i Danica Pension.

Jeg har selv bedt om at komme tilbage til Norge, for jeg synes, at jeg ikke gjorde arbejdet færdigt sidst.

Lars Ellehave-Andersen, kommerciel direktør i Danica Pension

Søren Lockwood overtager Lars Ellehave-Andersens job som kommerciel direktør i Danica, og Ellehave-Andersen forlader direktionen for pr. 1. maj at blive ny topchef i Danica Pensjon i Norge.

Her var han midlertidig chef, fordi en konkurrenceklausul forhindrede ham i at arbejde i Danmark, efter at Danica headhuntede ham fra stillingen som koncerndirektør i PFA i efteråret 2015. Som midlertidig chef stod han fadder til en ambitiøs vækststrategi, som det siden ikke er lykkedes at føre ud i livet i Norge. Det bliver nu hans opgave.

»Jeg glæder mig helt vildt til at tage fat der, hvor jeg slap sidst. Jeg har selv bedt om at komme tilbage til Norge, for jeg synes, at jeg ikke gjorde arbejdet færdigt sidst,« siger Lars Ellehave-Andersen.

Finans kunne i november sidste år afsløre, at Danske Bank havde sat headhunteren Spencer Stuart til at finde Per Klitgårds afløser i tilfælde af, at det ønskede opkøb af SEB Pension faldt til jorden. Den gang var Lars Ellehave-Andersen ifølge Finans' oplysninger den interne kandidat til at overtage topjobbet.

Jeg synes, at det er et flot puslespil, Danske Bank har lagt.

Jørgen Svendsen, pensionsrådgiver og partner i konsulentvirksomheden AFPR

Men SEB-opkøbet ændrede radikalt på behovet for kompetencer i Danica Pensions direktion. I det lys er den nye ledelsesrokade klog, mener en pensionsrådgiver med et indgående kendskab til det danske pensionsmarked.

»Nogle af kunderne i SEB Pension er skeptiske over at ende i Danske Bank, og derfor får Søren Lockwood en nøglerolle i at holde fast i dem. For ellers er SEB Pension ikke 6,5 mia. kr. værd. Samtidig får Lars Ellehave-Andersen en unik mulighed for igen at blive øverste chef. Jeg synes, at det er et flot puslespil, Danske Bank har lagt,« siger Jørgen Svendsen,

Per Klitgård forventer, at integrationen af SEB Pension tager 12-15 måneder. Til den tid forventer Jørgen Svendsen, at 59-årige Per Klitgård og 58-årige Søren Lockwood er klar til at gå på pension.

»Hvis det lykkes Lars Ellehave-Andersen at vende skuden i Norge, vil han til den tid stå stærkt. Danske Bank ser også et potentiale i ham, når de giver ham den mulighed. Alternativt tror jeg, at man henter en ny topchef internt i Danske Bank til den tid,« vurderer Jørgen Svendsen.

Som en sidste del af ledelsesrokaden indlemmes Ole Krogh Petersen i Danica Pensions direktion. Han er i dag vicedirektør og har ansvaret for bl.a. kundeservice og skadesbehandling.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.