Nykredit giver ny rabat til 150.000 bankkunder
Nykredit udvider sit kundeprogram, så kunderne i koncernens bank også bliver omfattet. Ejerforeningen vil donere 2,4 mia. kr. til kundegaverne i år.
150.000 kunder i Nykredit Bank bliver nu indlemmet i det program med kundefordele, som Nykredit har indført for at belønne kunderne for at være en del af en foreningsejet virksomhed.
Nykredit udvider nemlig i løbet af i år kundeprogrammet, som i forvejen giver kontante rabatter til kunder med realkreditlån i Totalkredit og Nykredit, til også at omfatte Nykredit Bank.
»Vores bankkunder skal mærke, hvordan det er at være kunde i en foreningsejet bank. Derfor påtænker vi at udvide kundeprogrammet,« siger Anders Jensen, koncerndirektør i Nykredit.
Realkreditkunder får en rabat på 0,15 pct. på bidragssatsen svarende til 1.500 kr. pr. million kroner i realkreditgæld. Det kalder Nykredit for kundekroner. Men koncernen har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan kundeprogrammet skal skrues sammen for bankkunderne. Her er kundernes engagementer med banken langt mere forskelligartede end på realkreditområdet.
Udgangspunktet er dog, at det er bankkunder, der ejer en bolig, der skal nyde godt af kundefordelene i banken. Ifølge Finans' beregninger er der ca. 200-240 mio. kr. at forkæle bankkunderne med årligt.
Vi sender et stort beløb til koncernen, som den kan bruge på rabatter.Louise Mogensen, direktør i Forenet Kredit
»Ledetråden er, at vi som bank skal understøtte, at man som kunde kan få mere ud af livet som boligejer,« siger Anders Jensen, som dermed ikke lægger op til, at der skal gives rabatter på billån og aktiehandel.
Udvidelsen af kundeprogrammet kommer samtidig med, at bestyrelsen i Forenet Kredit, der er Nykredits hovedejer, anbefaler, at foreningen i år sender 2,4 mia. kr. tilbage til Nykredit som et tilskud, som koncernen kan give videre til kunderne.
Det er så stort et beløb, at det kan finansiere kundeprogrammerne for både i år og næste år.
»Vi sender et stort beløb til koncernen, som den kan bruge på rabatter, for at signalere, at selv om der måtte komme et dårligt år, er finansieringen af kundeprogrammet på plads. Det giver tryghed og viser kunderne, at de kan stole på programmet,« siger Louise Mogensen, direktør i Forenet Kredit.
Baggrunden for det store tilskud er, at Nykredit havde et historisk godt 2017, som betyder, at koncernen udbetaler 4 mia. kr. i udbytte til ejerne. Den kundeejede hovedejer, Forenet Kredit, får 3,2 mia. kr.
Nykredit oplyser ikke antallet af bankkunder, men ifølge en omfattende måling fra analysehuset Voxmeter er tallet ca. 150.000.



