Jyske Bank afviser at sælge aktier til Nykredit i storstilet bankfusion
Et konsortium ledet af Nykredit har tilbudt at købe Jyske Banks aktiepost i Nordjyske Bank, som står til at blive opslugt af Ringkjøbing Landbobank. Men det tilbud har Jyske Bank takket nej til.
Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam afviser det tilbud, som Nykredit er kommet med i forbindelse med fusionen mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.
For en uge siden meddelte Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank, at de har indgået en aftale om fusion. Det skete, efter at Jyske Bank selv havde fremsat et købstilbud på Nordjyske Bank.
Jyske Bank ejer i forvejen 38,5 pct. af Nordjyske Banks aktier og vil sidde på en aktiepost på 11 pct., hvis fusionen mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank går igennem. Den aktiepost har et konsortium ledet af Nykredit tilbudt at købe for 1,26 mia. kr.
Men det tilbud har Jyske Bank afvist, fremgår det. Både Jyske Bank og Nykredit afviser at kommentere sagen over for Finans.
Hvordan Jyske Bank forholder sig til fusionen mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank, fremgår ikke af meddelelsen. Men de to regionalbankers bestyrelser bakker fortsat op om fusionen.
»Det er uændret Nordjyske Banks forventning, at fusionen med Ringkjøbing Landbobank gennemføres på de vilkår, der tidligere er oplyst,« lyder det.
Ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet er det sidste ord i sagen endnu ikke sagt.
»Der kommer givetvis endnu en forhandling, og der kan komme et forbedret tilbud fra Nykredit,« skriver han i en kommentar.
Per Hansen vurderer, at Jyske Bank regner med at kunne forhandle en bedre pris med Nykredit end tilbuddet på 1,26 mia. kr.
Jyske Bank har gennem længere tid forsøgt at afhænde sin aktiepost i Nordjyske Bank. Men i midten af marts bød Jyske Bank så pludselig 170 kr. pr. aktie for hele Nordjyske Bank og hævede kort tid efter sit købstilbud til 190 kr. pr. aktie.
Bestyrelsen i Nordjyske Bank meddelte efterfølgende, at man hellere ville fusionere med Ringkjøbing Landbobank. Bestyrelsen i begge banker anbefaler aktionærerne at sige ja til fusionen.
Ringkjøbing Landbobank meddeler i en fondsbørsmeddelelse, at såfremt Jyske Bank »måtte vælge at blive aktionær i Ringkjøbing Landbobank efter den planlagte fusion, hilsner vi dem meget velkommen.«
Bankens direktør, John Fisker, har ikke yderligere kommentarer.
Går fusionen igennem, vil Jyske Bank sidde på 11 pct. af aktierne i Ringkjøbing Landbobank.

