Sydbank-chef har ingen planer om at byde på Nordjyske Bank
Da Nordjyske Bank så sig om efter alternativer, efter at Jyske Bank havde lagt et købstilbud på banken, blev Sydbank fra flere sider udpeget som en mulighed.
Og selv om den Aabenraa-baserede bank hele tiden står parat til at agere efter sine egne og interessenternes interesser, så har det ikke været på tale at afgive et købstilbud på Nordjyske Bank.
- Vi holder altid øje med, hvad der sker på markedspladsen og følger interesseret med.
- Men vi kigger også på enkelte transaktioner og på værdien for Sydbank, for Sydbanks eksisterende aktionærer, for Sydbanks kunder og for Sydbanks medarbejdere.
- Og i den sammenhæng synes vi måske, at prisen nu er på et niveau, hvor det vil være svært at regne meget mere hjem. Så vi har ikke været ude med noget, fortæller Karen Frøsig, der er administrerende direktør i Sydbank, til Ritzau Finans.
Men er I interesserede i Nordjyske Bank, hvis prisen nu skulle være den rigtige?
- Nordjyske Bank er en, synes jeg, veldrevet og solid bank. Helt bestemt. Men vi må også erkende, at den ligger geografisk langt fra os. Der er ikke mange synergieffekter at regne på. Og der synes også at være mange om buddet lige nu, siger Karen Frøsig.
Så det hælder mere mod et nej end et ja, i forhold til om I stadig er interesserede?
- Vi har ingen aktuelle planer om at afgive et bud på Nordjyske Bank, svarer hun.
Efter at Jyske Bank lagde et købstilbud på Nordjyske Bank, besluttede Nordjyske Bank i stedet at sigte efter en fusion med Ringkjøbing Landbobank, som vil være den fortsættende virksomhed i en eventuel bankfusion.
Som en del af fusionsplanerne har det været meningen, at Jyske Bank sælger sin aktiepost i Nordjyske Bank, men det afviser Silkeborg-banken foreløbigt at gøre.
Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank regner dog fortsat med, at fusionen går igennem, selv om de to parter tidligere har fortalt, at det er en forudsætning, at Jyske Bank bakker op om sammenlægningen.


