Brian Mikkelsen fjerner håndjernene: Nu får banker lov til at tage kampen op med Facebook og Google
It-giganterne må gerne bevæge sig ind på bankernes domæne, men bankerne må ikke bevæge sig den anden vej. Det laver erhvervsministeren nu om på.
Danske banker og forsikringsselskaber får nu lov til at kaste sig fuldt og helt ind i den digitale udvikling, så de kan tage kampen op med it-giganter som Facebook, Google og Amazon.
Det fastslår erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), som vil fjerne de håndjern, der i dag forhindrer finansvirksomheder i at opkøbe og eje virksomheder, som ikke opererer inden for kerneforretningen.
»Det er godt for kunderne, at finansvirksomheder får mulighed for at udvikle it-relaterede produkter og it-platforme,« siger Brian Mikkelsen.
Fjernelsen af ejerskabsbegrænsningerne får ifølge finanssektoren stor praktisk betydning, fordi det giver helt nye muligheder for at udvikle forretningen i en stadig mere digitaliseret verden.
»Det er strategisk interessant for os, fordi der med digitaliseringen sker store ændringer af kundeadfærden. Samtidig er der pres på indtjeningen i den gammeldags ind- og udlånsforretning. Derfor er det et oplagt træk for banker at udvikle forretningen og tilbyde nye services og ydelser,« siger Ole Madsen, direktør for forretningsudvikling i Spar Nord.
Den nordjyske bank har f.eks. indgået et partnerskab om en app, SubHub, som ved at gennemtrawle kundernes banktransaktioner holder styr på deres abonnementer.
»Når vi nu har overblik over dine og 50.000 andre kunders abonnementer, kan vi begynde at bruge mønstrene. F.eks. til at identificere, at du betaler 32 pct. for meget for dit mobilabonnement. Hvis vi ser en forretning i det og vil tilknytte mobilselskaber til appen, så det er nemt for kunden at skifte, er vi helt klart i en gråzone i forhold til de nuværende regler,« siger Ole Madsen.
Bankerne sidder på masser af kundedata, som kan udnyttes til at skabe lignende og andre forretninger. Det er ifølge banksektoren et problem, at mens Amazon og Google gerne må kaste sig over bankvirksomhed, må bankerne ikke bevæge sig den anden vej.
»Inden for det digitale område har banker ret snærende bånd for, hvad de kan lave til deres kunder, og det er med den digitale udvikling et problem. En bank må i dag kun drive egentlig bankvirksomhed eller virksomhed, der ligger meget tæt op af egentlig bankvirksomhed. Fremover bliver det muligt at udvikle forretninger i forlængelse af bankvirksomheden - særligt inden for it og data,« siger Birgitte Bundgaard Madsen, kontorchef i FinansDanmark.
Forsikringsbranchen ser også store perspektiver i at fjerne håndjernene.
»Forsikring ventes på længere sigt at blive mere påvirket af digitaliseringen end andre brancher - også end banker. Der er allerede en masse eksperimenter i udlandet, hvor man kører med helt nye produkter for at få fat i fremtidens kunder,« siger Torben Weiss Garne, underdirektør i Forsikring & Pension.
Brian Mikkelsen forventer, at lempelserne gennemføres i løbet af i år.

