Formuepleje skruer ned for aktieinvesteringerne
Kapitalforvalteren Formuepleje har på grund af udsvingene på de finansielle markeder taget toppen af risikoen ved at skrue ned for andelen af aktier i porteføljerne.
»Vi justerer vores andel af aktier lidt ned, fordi vi forventer, at tiden frem til det amerikanske midtvejsvalg vil betyde lidt flere skvulp, end vi var vant til i 2017. Vi ser dog ikke en reel nedtur foran os,« siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.
Et stabilt 2017 er blevet efterfulgt at større udsving på aktiemarkederne i år. Derfor er aktiv forvaltning nu tilbage i højsædet, mener Formuepleje.
»Mens 2017 var et aktieår med historisk lave udsving, har 2018 udviklet sig anderledes og budt på mere volatilitet. Vi så det med kurskorrektionen i februar, og efterfølgende har handelskrigen skabt usikkerhed på de finansielle markeder. Der kommer den aktive forvaltning for alvor til sin ret, fordi man med de rigtige beslutninger kan navigere uden om de største risici,« siger Søren Astrup.
Formuepleje benytter gearing i sine investeringsselskaber, og konkret betyder neddroslingen af aktier, at kapitalforvalterens globale aktieportefølje, Limittellus, er nedbragt fra de maksimale 130 pct. til 117 pct. I de blandede fonde Optimum, Pareto, Safe, Epikur og Penta er andelen bragt 10 procent ned fra fondenes maksimumgrænser.
»Vi er stadig positive på aktier, men må også forholde os til den volatilitet, der er. På baggrund af det finder vi det rigtigst at lette trykket på speederen en kende i vores aktieeksponering,« siger Søren Astrup.



