De rige danskere har talt: Nordea dur ikke
Nordea lover, at den er i fuld gang med at gøre det bedre over for bankens velhavende kunder.

Det er ikke bare almindelige danskere, som vender Nordens største bank Nordea ryggen. Nu flygter også de velhavende af slagsen.
En ny undersøgelse fra konsulenthuset Voxmeter viser nemlig, at Nordea har landets mest utilfredse private banking-kunder, og det er problematisk, fordi en stor del af bankernes indtjening kommer netop fra de rige kunder.
Ledelsen sidder i ét mødelokale og lægger overordnede planer, mens det brænder i alle andre lokaler.
»Dette segment er et indsatsområde for alle banker, men Nordea er på vej i den forkerte retning. Kunderne føler ikke, at banken er der for dem, investeringsplatformen fungerer ifølge kunderne ikke optimalt, og der er ingen information om, hvorfor der er problemer. Bankens velhaver-kunder er ganske enkelt utilfredse,« siger Christian Stjer, adm. direktør for Voxmeter.
Han opfordrer Nordeas ledelse til at tage skeen i den anden hånd.
»Ledelsen sidder i ét mødelokale og lægger overordnede planer, mens det brænder i alle andre lokaler. I stedet for at sidde inde i mødelokalet, bør ledelsen billedlig talt gå rundt i de kundeorienterede lokaler og slukke de bål, som brænder der. Lige nu mister Nordea nemlig relativt set lige så mange velhavende som almindelige kunder, og det burde gøre ondt,« siger Christian Stjer.
Nordea forsikrer, at banken er i fuld gang med at forbedre kundernes oplevelser – også for de velhavende kunder.
Vi er ærgerlige over, at vi ikke kommer så pænt ud i undersøgelsen.
»Vi er ærgerlige over, at vi ikke kommer så pænt ud i undersøgelsen lavet af Voxmeter. Vi arbejder i Nordea fokuseret på at øge kundetilfredsheden,« siger Flemming Sørensen, private banking-chef i Nordea i Danmark.
Han peger på, at banken er tæt på kunderne bl.a. via kundepaneler, hvor man lytter til deres behov og ønsker.
»Det er vigtigt for Nordea at levere vedkommende og relevant rådgivning og service til alle vores kunder for derved at hjælpe dem med at få mest ud af deres formue og få opfyldt de ønsker, de måtte have for deres økonomiske situation,« siger Flemming Sørensen.
Sydbanks rige kunder bliver ifølge undersøgelsen også mere og mere utilfredse. Banken skriver i en mail, at den ikke kan genkende utilfredsheden fra egne undersøgelser.
I toppen ligger Jyske Bank med landets uden sammenligning mest tilfredse velhaverkunder defineret som danskere med frie midler på mindst 2 mio. kr. Banken lægger endda afstand til Danske Bank og Spar Nord på hhv. anden- og tredjepladsen i forhold til samme måling sidste år.
Banken har stor tiltro til dens private banking-strategi.
»Vi forventer et udskilningsløb de kommende år, hvor de stigende krav til kompetence og rådgivning vil være en fordel for aktører som Jyske Bank,« siger Erling Fløe Kristensen, direktør for Jyske Banks Private Banking-område i Danmark.