Fortsæt til indhold

Danske Bank har landets mest sikre erhvervskunder

Blandt de største banker har Nykredit de mest risikable kunder, mens Danske Bank er duksedrengen, viser ny omfattende undersøgelse.

Niels Bang-Hansen er chef for Danske Banks erhvervskunder i Danmark, og han siger, at banken har fokus på kundernes gældsniveuaer. Foto: Arkiv.
Finans

Danske Bank har landets uden sammenligning mest solide erhvervskunder. Storbanken står derfor bedst rustet til at klare en fremtidig økonomisk nedtur, ligesom den har de bedste forudsætninger for at kapre kunder fra konkurrenterne, fordi den kan skrue op for risikoen i jagten på vækst.

Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, der har gennemgået 304.423 virksomheders robusthed gennem 36 mio. regnskabsdata.

»Danske Bank er den kedelige duksedreng, som ikke løber den store risiko. Hvis banken valgte at acceptere lidt højere risiko, kunne den uden tvivl kapre flere kunder fra de andre banker,« siger Lars Krull, seniorøkonom ved Aalborg Universitet og vejleder på MBA-analysen fra selvsamme universitet.

For de fleste forekommer det nok lidt pudsigt, at netop Danske Bank har landets sikreste kunder set i lyset af, at banken er udsat for massiv kritik i forbindelse med hvidvaskskandalen i bankens filial i Estland, hvor der tidligere tilsyneladende har været mere fokus på indtjening end på bekæmpelse af kriminelles hvidvask af beskidte penge.

Vi har en ret ensartet tilgang til vores erhvervskunder, uanset om de møder os i Nordjylland eller København.
Niels Bang Hansen, chef for Danske Banks Business Banking-afdeling i Danmark.

Men ifølge forskeren er der en god forklaring.

»Estland har været og er en meget lille del af Danske Banks forretning. Banken har måske nok haft problemer andre steder, herunder i Estland, men den har ikke mistet fokus, der hvor de fleste kunder rent faktisk befinder sig, og hvor langt det meste af forretningen foregår, nemlig i Danmark,« siger Lars Krull.

Undersøgelsen fra Aalborg Universitet definerer erhvervskundernes soliditet ud fra deres gearing – hvor meget fremmedkapital, altså lånte penge, de har i forhold til deres egenkapital.

Danske Bank peger på bankens ensrettede kreditpolitik som årsag til, at man vinder danmarksmesterskabet i solide kunder.

»Vi har en ret ensartet tilgang til vores erhvervskunder, uanset om de møder os i Nordjylland eller København, og vi sørger for at tale med vores kunder om, hvordan gældsniveauet bør være hen over en cyklus. Det afspejler sig i tallene. Når det er sagt, så mener vi, at der er flere virksomheder, der har plads til at øge gælden og få indhentet noget af det efterslæb på investeringer, vi har set i de senere år,« siger Niels Bang Hansen, chef for Danske Banks Business Banking-afdeling i Danmark.

Nykredit Bank har de mest risikable erhvervskunder blandt de største banker.

»Det har sin naturlige forklaring i, at Nykredit Bank er en del af en realkredit-koncern og derfor har en relativt stor andel af ejendomsselskaber som kunder. Ejendomsselskaber har ofte råd til højere gearing end den gennemsnitlige erhvervskunde,« siger Anders Jensen, koncerndirektør i Nykredit.

Artiklens emner
Hvidvask i Danske Bank
Danske Bank