Fortsæt til indhold

Totalbanken: Storaktionær får igen lov at stemme

Finanstilsynet har ophævet en stemmeretsbegrænsning på en af Totalbankens storaktionærer.

Finans
/ritzau/FINANS

Finanstilsynet har ophævet en stemmeretsbegrænsning på en af Totalbankens storaktionærer, som har været gældende siden 2013, oplyser banken i en meddelelse til fondsbørsen.

Aktionæren er ikke nævnt ved navn, men Finanswatch skrev fredag, at der er tale om erhvervsmanden Heine Delbing. Ifølge meddelelsen fra Totalbanken ejer han 18,5 pct. af bankens aktier.

Han fik frataget sin stemmeret i 2013, fordi han efter store tab i sit daværende ejendomsselskab, HD Ejendomme, havde et nødlidende engagement i banken, der betød, at han med sine aktier kunne pleje sin egne interesser over bankens.

Heine Delbing har nu ikke længere nogen engagementer med banken og kan derfor atter stemme. Det kan blive afgørende, da han sammen med aktieanalytikeren Michael West Hybholt, der også er aktionær i Totalbanken, forsøger at få banken solgt eller fusioneret.

De to aktionærer ønsker at få den mulighed belyst - blandt andet fordi Totalbanken 22. august vil have godkendt en emission på en generalforsamling, som vil udvande de nuværende aktionærer.

Artiklens emner
Totalbanken
Finanstilsynet