Belgiere går efter Danske Bank
Et belgisk firma med ekspertise i gruppesøgsmål går ifølge Børsen efter at samle Danske Bank-investorer for at få igangsat en uvildig undersøgelse.
Danske Bank har fået endnu et sted, man skal kigge sig over skulderen i forbindelse med hvidvask-sagen i Estland. Det skriver Børsen.
Det belgiske firma, Deminor, der er eksperter i gruppesøgsmål, vil forsøge at samle Danske Bank-investorer, så der kan blive foretaget en uvildig undersøgelse af de mange mistænkelige transaktioner der er foregået fra bankens tidligere filial i Estland. Transaktioner, der ifølge bankens egen undersøgelse løber op i over 745 mia. kr., i og med mere end halvdelen af transkaktioner for op mod 1490 mia. kr. er blevet kategoriseret som mistænkelige.
Deminor mener dog ikke, at Danske Banks egen undersøgelse, der blev forestået af advokatfirmaet Bruun & Hjejle, har været uvildigt, og derfor mener firmaet, at der bør være basis for at få en sådan igangsat.
»"Vi har fulgt sagen tæt og var virkelig spændte på ansvarsskrivelsen, og en af de største overraskelser for mig var, at Bruun & Hjejle selv erkender, at undersøgelsen ikke har været uvildig,« siger Edouard Fremault, der er partner i Deminior til Børsen.
Tidligere torsdag kom det frem, at Finanstilsynet genåbner sin undersøgelse af Danske Bank, og både i Danmark og i Estland har myndighederne iværksat strafferetlige efterforskninger af hvidvasksagen.
Sidst men ikke mindst har de amerikanske myndigheder, ifølge erhvervsmediet Wall Street Journal, ligeledes Danske Bank i søgelyset. Det har tidligere givet finansielle virksomheder bøder i multi-milliardklassen, at de amerikanske myndigheder har vurderet, at eksempelvis banker som Deutsche Bank og BNP Parisbas indirekte har medvirket til at der blev kanaliseret pengestrømme videre til lande og regimer, der figurerer på den amerikanske sanktionsliste.
Ifølge Børsen er pensionsselskabet PKA ikke afvisende, over for at en uvildig underøsgelse bliver sat i gang.
»Det er afgørende for PKA, at man kan få yderligere informationer frem eller belyse sagen. Hvis det kan bidrage med afgørende og ny information, kan det godt være, vi kan støtte det,« siger Michael Nellemann Pedersen til Børsen.