Nordea: Hovedsædet er nu officielt i Finland
Flytningen er et vigtigt strategisk skridt i vores transformation, lyder det fra topchefen.
Fra, mandag, har den nordiske storbank Nordea officielt sin hjemmeadresse i Finland, da flytningen af hovedsædet fra Stockholm til Helsinki er blevet endeligt gennemført.
Det fremgår af en meddelelse mandag morgen.
Med flytningen til Finland er Nordea også trådt ind i den europæiske bankunion, hvor håbet er mere rimelige krav til blandt andet kapitalpolstringen i banken. Netop kravene fra de svenske myndigheder var hovedårsagen til flytningen af hovedsædet.
- Nordea er en af de største og stærkeste banker i Europa. Flytningen til bankunionen er et vigtigt strategisk skridt i vores transformation og sikrer banken fair, stabile og forudsigelige reguleringsvilkår på linje med de europæiske konkurrenters, siger Casper von Koskull, der er adm. direktør hos Nordea, i meddelelsen.
- Flytningen varetager kundernes, aktionærernes og medarbejdernes interesser og giver os den bedst mulige platform til at vokse og udvikle vores serviceydelser, så vi kan realisere vores kundevision, fortsætter topchefen.

