Fortsæt til indhold

Jacob Aarup-Andersen vraget som topchef i Danske Bank

Finanstilsynet vil ikke godkende Jacob Aarup-Andersen som øverste chef for Danske Bank.

Jaob Aarup-Andersen bliver ikke øverste chef i Danske Bank. Finanstilsynet har sagt nej. Foto: Thomas Lekfeldt
Finans

Den blot 40-årige Jacob Aarup-Andersen bliver ikke ny topchef i landets største bank.

Danske Bank havde indstillet til Finanstilsynet, at Jacob Aarup-Andersen skulle erstatte nordmanden Thomas Borgen, der som følge af Danske Banks omfangsrige hvidvasksag i Estland har måttet forlade banken.

Men selvom Finanstilsynet kalder Jacob Aarup-Andersen for »velkvalificeret på mange områder,« vurderer tilsynet, at han har behov for længere tids erfaring, herunder med visse af Danske Banks forretningsområder.

Derfor vil Finanstilsynet ikke blåstemple Jacob Aarup-Andersen som ny topchef i Danske Bank - og derfor har banken nu tilbagekaldt sin ansøgning.

Ifølge bestyrelsen fortsætter processen med at finde en ny adm. direktør. Jesper Nielsen fortsætter som midlertidig adm. direktør, indtil en permanent løsning er fundet.

»Det var en enig bestyrelse, der støttede Jacob Aarup-Andersen som ny adm. direktør vel vidende, at der er visse områder, hvor det kunne have været ønskeligt med længere tids erfaring. Bestyrelsen tager Finanstilsynets tilkendegivelse til efterretning. Bestyrelsen har dialog med andre potentielle kandidater og vil nu fortsætte rekrutteringsprocessen med henblik på at finde den bedst egnede til jobbet,« siger bestyrelsesformand Ole Andersen.

Jacob Aarup-Andersen fortsætter i sin nuværende stilling som chef for Wealth Management og som medlem af bankens direktion.

»Jeg er stolt og glad over, at Danske Banks bestyrelse anbefalede mig som administrerende direktør, hvilket er et stort skulderklap. Jeg tager naturligvis Finanstilsynets tilkendegivelse til efterretning og noterer mig deres begrundelse,« siger Jacob Aarup-Andersen.

Danske Bank oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Finanstilsynet har ellers tidligere godkendt Jacob Aarup-Andersen som værende såkaldt fit and proper. Men det var til en mindre tung post som direktionsmedlem - ikke topchef - og det var på et tidspunkt, da hvidvasksagen ikke var offentligt kendt.

Danske Bank-aktien falder onsdag formiddag med cirka 1,5 pct.

Artiklens emner
Hvidvask i Danske Bank
Danske Bank