Fortsæt til indhold

Finanstilsynet har undladt at bruge de skrappe midler mod bankledelser

En hvidvaskekspert vurderer, at hvidvask i eksempelvis Danske Bank kunne have været opdaget langt tidligere.

Finanstilsynet har været mindre indgribende over for bankledelser, end hvad der følger af internationale vejledninger, konkluderer tilsynet selv. Men det fik politikerne ikke at vide, da stramninger af den finansielle lovgivning blev forhandlet i kølvandet på Danske Bank-skandalen - og dét kritiseres nu hårdt. Foto: Jens Dresling.
Finans

Finanstilsynet har ikke udnyttet de redskaber til at kontrollere bankerne, som det har haft liggende i værktøjskassen.

Tilsynet har – med egne ord – været meget tilbageholdende med at gribe ind over for bankledelser, i forhold til hvordan vores nabolande bruger de såkaldte fit and proper-regler, der vurderer, om man er tilstrækkeligt egnet og hæderlig til at lede en bank. Det viser et hidtil overset notat, som tilsynet sendte i høring sidste år.

I Holland har myndighederne f.eks. besluttet at sidde med ved bordet, når store banker holder bestyrelsesmøder, ligesom myndighederne i Storbritannien og eurolandene interviewer kandidater til topposter i storbankerne, før de vurderer, om kandidaterne er egnede. Det er ikke tilfældet i Danmark.

Kernespørgsmålet er: Hvem er det, der har besluttet, at den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, ikke skulle bruges til det yderste?
Morten Bødskov, formand for Folketingets Erhvervsudvalg

I Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokratiet er ordførerne overraskede over Finanstilsynets lempeligere tilgang til bankledelserne.

»Det er brandærgerligt, hvis ikke tilsynet har brugt sine muligheder,« siger DF’s erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby.

Morten Bødskov (S), formand for Folketingets Erhvervsudvalg, kræver erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i samråd for at få svar på, hvad konsekvenserne af myndighedens mindre indgribende praksis har været.

»Det giver regeringen et forklaringsproblem. Kernespørgsmålet er: Hvem er det, der har besluttet, at den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, ikke skulle bruges til det yderste?« siger han.

Hvidvaskekspert Jakob Dedenroth Bernhoft forventer, at Finanstilsynet efter hvidvaskskandalerne vil stramme op og f.eks. følge bestyrelsesarbejdet i bankerne tættere.

»Havde de gjort det i Danske Bank, havde tilsynet kendt til hvidvaskproblemerne langt tidligere, og så havde der været grundlag for at tage en kammeratlig samtale med bankens ledelse, sådan som man burde have gjort,« siger han.

Trods gentagne henvendelser er det ikke lykkedes at få kommentarer fra erhvervsministeren eller Finanstilsynet.

Artiklens emner
Hvidvask i Danske Bank
Danske Bank