- Opdateret 28/11/2018 kl. 15:56
Danske Bank sigtet af Bagmandspolitiet
Danske Bank er blevet sigtet for overtrædelse af hvidvaskloven.
Bagmandspolitiet har sigtet Danske Bank for fire forhold omkring hvidvasksagen i bankens estiske filial. Det oplyser banken i en meddelelse til fondsbørsen.
Sigtelsen kommer i forlængelse af, at Bagmandspolitiet i august i år gik ind i sagen. Alle fire overtrædelser af hvidvaskloven vedrører aktiviteter i Danske Banks estiske filial i perioden februar 2007 til januar 2016.
»Vi havde forventet, at SØIK ville rejse sigtelse i forlængelse af konklusionerne på de undersøgelser, vi præsenterede i september i år. Det er kun i vores interesse, at sagen bliver undersøgt til bunds, og vi vil naturligvis samarbejde og stille os og den viden, vi har, til rådighed for den videre efterforskning,« udtaler Danske Banks fungerende adm. direktør Jesper Nielsen.
Danske Bank har gennem længere tid fået sønderlemmende kritik for sin håndtering af hvidvaskskandalen, hvor mindst 745 mia. kr. ifølge Finans’ oplysninger kan være blevet hvidvasket via bankens estiske filial.
Ifølge statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der er chef for Bagmandspolitiet, er der tale om et meget stort og meget omfangsrigt efterforskningsmateriale, som nu fører til sigtelsen.
»Det er dog vigtigt at sige, at vi fortsat er på et tidligt tidspunkt af vores efterforskning,« siger Morten Niels Jakobsen i en pressemeddelelse.
Hvidvaskskandalen i Danske Bank er en af de største nogensinde og har bl.a. fået topchef Thomas Borgen til at trække sig. Også formand Ole Andersen er stoppet.
Der kan ske sigtelse i straffesager, hvis Bagmandspolitiet vurderer, at der er en rimelig grund til at mistænke en person eller virksomhed for at have begået en eller flere lovovertrædelser.
Bagmandspolitiet har sammen med de estiske myndigheder oprettet et fælles efterforskningshold, der er etableret i regi af Eurojust.
»Vi arbejder fortsat intenst med efterforskningen. Det videre forløb skal nu afklare, om der her i landet kan rejses en straffesag mod Danske Bank,« siger Morten Niels Jakobsen.
Efterforskningen sker i to hovedspor. Det ene undersøger, om det er muligt at rejse en straffesag i Danmark mod banken for overtrædelse af hvidvaskloven. Det andet spor undersøger, om der kan rettes et personligt ansvar mod enkeltpersoner i Danske Banks ledelse.
Der er i dag alene rejst sigtelse mod Danske Bank som selskab.