Hedgefond-ejere støttede britisk EU-exit - nu kan de tjene kassen på brexit-kaos
To af Storbritanniens mest markante hedgefond-ejere støttede briternes udtræden af EU. Nu har deres to hedgefonde spekuleret massivt i et britisk aktiedyk i kølvandet på brexit.
Først støttede de briternes udtræden af EU - og nu kan de tjene kassen, hvis britisk erhvervsliv bliver ramt af en økonomisk mavepuster som følge af brexit.
To britiske hegefonde, der er delvist ejet af to af Leave-kampagnens mest fremtrædende finansielle støtter, har shortet britiske aktier for millioner af pund inden for bl.a. detailbranchen, banker og bilindustrien.
Det skriver det britiske medie The Guardian.
Når man shorter en aktie, spekulerer man i, at den vil falde i værdi, og tjener derfor penge, hvis aktien falder. Omvendt taber man penge, hvis aktien stiger i værdi.
Hedgefondene Odey Asset Management og Marshall Wace har shortet aktier i britiske selskaber til en samlet værdi af henholdsvis 436 mio. pund (3,7 mia. kr.) og 1,4 mia. pund (11,6 mia. kr.).
Odey Asset Management er delvist ejet af Crispin Odey, mens Marshall Wace er delvist ejet af Sir Paul Marshall - begge to fremtrædende britiske investorer, der i perioden op til brexit-afstemningen i juni 2016 kraftigt støttede, at briterne stemte sig ud af EU.
Nu kan hedgefondene altså tjene penge, hvis briternes udtræden af EU ender med at få det britiske aktiemarked til at dykke. Lige nu er landet ramt af kaos på de indre politiske linjer.
Odey Asset Management har bl.a. shortet aktier i stormagasin-kæden Debenhams og Intu, der ligeledes ejer en række britiske stormagasiner. Hegefonden har også shortet aktier i en række selskaber i den britiske bilindustri.
Marshall Wace, der målt på værdier er en af Storbritanniens største hedgefonde, er ifølge The Guardian den fond, der har shortet flest britiske aktier.
Hedgefonden har bl.a. spekuleret i, at aktierne i den britiske detailkæde Marks and Spencer vil falde, ligesom den også har shortet aktier i Debenhams og Intu.
Sir Paul Marshall, der ejer Marshall Wace sammen med Ian Wace, donerede 100.000 pund til Leave-kampagnen i forløbet op til brexit-afstemningen. Hans partner, Ian Wace, donerede 100.000 pund til Remain-kampagnen, der støttede, at briterne forblev i EU.