Høje omkostninger får butikker til at vende dankortet ryggen
På Christiansborg er der opbakning til dankortet. Men blandt virksomheder og detailaktører er virkeligheden, at flere og flere siger nej til at modtage dankortbetalinger.
Mens detailhandelsgiganterne Coop og Salling Group langer ud efter Jyske Banks farvel til Visa-dankortet, vender forretninger og butikskæder i stigende grad dankortet ryggen.
»Flere store detailaktører har allerede lukket ned for dankortet, og flere vil helt klart følge efter. Kortet er simpelthen for dyrt at modtage især for store butikskæder med mange små transaktioner,« siger Lars Hansen, der som adm. direktør i Bank Brokers rådgiver virksomheder og detailaktører om valg af betalingsløsninger.
Lars Hansen har bl.a. været arkitekten bag nye aftaler for McDonald’s og Sunset Boulevard, som betyder et farvel til dankortet i de to fastfood-kæder, og han har netop lukket en lignende aftale for en stor landsdækkende butikskæde, som dog ikke ønsker at stå frem på nuværende tidspunkt.
Tal fra Nationalbanken viser, at dankortet på bare to år har mistet 3,3 procentpoint af det danske betalingskortmarked, der i 2017 omsatte for 661 mia. kr. Milliardomsætningen er i stedet landet hos især Visa og MasterCard.
Forbrugerrådet Tænk erkender, at markedskræfterne presser dankortet.
»Det er glædeligt, at der for nogle butikssegmenter er kommet prismæssigt attraktive alternativer til dankortet. Generelt for detailhandlen vil det dog være en katastrofe, hvis dankortsystemet bliver lukket ned,« siger seniorøkonom Troels Holmberg.
Flere store detailaktører har allerede lukket ned for dankortet, og flere vil helt klart følge efter.
Lars Krull, bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, forventer, at flere vil følge i McDonald’s’ fodspor og droppe dankortet.
»Dankortet er ikke det suverænt billigste at drive. Jeg er meget overbevist om, at Visa-kortene er billigere. Der er flere skalafordele,« siger Lars Krull.
Dansk Erhverv erkender, at kursen er sat mod et mere broget betalingsmarked, hvor internationale debet- og kreditkort vinder hurtigt frem.
»Det er jo frivilligt, om man ønsker at modtage dankort i detailhandlen,« siger markedsdirektør Henrik Hyltoft.
Ifølge Nationalbanken er der i dag 4,8 mio. dankort og Visa-dankort i omløb mod 4,4 mio. internationale betalingskort.
Nets, der ejer dankortet, ønsker ikke at kommentere sagen eller oplyse om antallet af dankortaftaler.