Nordea: Hvidvaskjæger overvejer at tage sag til USA
Hvidvaskjægeren Bill Browder vil forfølge sine hvidvaskanklager mod Nordea i USA, hvis der ikke kommer et gennembrud i Europa. Det siger Bill Browder, chef for Hermitage Capital Management, til Bloomberg News.
Bill Browder har spillet en stor rolle i Danske Banks hvidvasksag, og han har også anklaget Nordea for at være involveret i hvidvask af penge fra Rusland.
- Det kræver bare, at en enkelt myndighed er villig til at tage opgaven på sig, for at vi får succes. Vi skal, på den ene eller anden måde, finde ud af, hvor pengene blev af. Ellers slipper folk afsted med denne forbrydelse, siger han til Bloomberg News.
Nordea bliver i øjeblikket undersøgt i flere europæiske lande, herunder Finland og Danmark, for sin rolle i sagen.
/ritzau/FINANS