Nordea-chef lover vending efter kritik fra investorer: »Markederne er altid utålmodige«
Efter flere år med pres vil udviklingen vende i 2019, lyder det fra Nordeas topchef Casper von Koskull.
Topchef Casper von Koskull lover nu fremgang for Nordea. Det sker i et interview med Bloomberg, efter at banken i en længere periode har været presset på toplinjen og leveret en faldende bundlinje.
»Når jeg ser på 2019, er det min klare ambition, at vi skal have stigende indtjening og reducerede omkostningerne,« siger von Koskull.
Ifølge Nordea-chefen er kapitalforvaltningen i banken et vigtigt område i forhold til at få vendt udviklingen.
»Udgangspunktet er, at vi skal genetablere vores markedsposition, hvor vi ikke ligger under niveau. Der er masser af momentum, men meget af det drejer sig om at få maskinen i gear og gøre det, som vi er bedst til,« siger Casper von Koskull.
Udmeldingen fra Nordea-chefen kommer, efter at banken har været kritiseret for at have en for lav profit. Denne kritik er kommet fra aktivistinvestoren Cevian og Sampo.
I interviewet går Casper von Koskull i rette med kritikken.
»Markederne er altid utålmodige,« konstarerer Casper von Koskull.
Nordea-chefen forklarer yderligere, at én af årsagerne til, at Nordea f.eks. halter efter sine svenske konkurrenter, når det handler om egenkapitalforrentningen, simpelthen handler om, at banken har meget mere kapital end konkurrenterne.
»Selvom vi har mindsket størrelsen på banken en smule ved at sælge fra og skrue ned for risikoen og samtidig fokusere mere på Norden, så er den relative kapital fortsat med at stige,« siger Casper von Koskull.