Industriens Pension får første negative afkast i 16 år
Industriens Pension kommer ud af 2018 med et negativt afkast på 1 pct. svarende til 1,7 mia. kr.
De blodrøde aktiemarkeder i 2018 har også ramt Industriens Pension hårdt på investeringsfronten.
Pensionsselskabet kommer således ud af året med et negativt afkast for den samlede investeringsportefølje på -1,0 pct. svarende til et tab på 1,7 mia. kr.
Det viser årsregnskabet for 2018, som Industriens Pension har offentliggjort torsdag. Det var især investeringerne i noterede aktier samt i kredit- og emerging markets obligationer, der havde en negativt effekt på afkastet.
Til sammenligning kom pensionsselskabet ud af 2017 med et afkast på 8,2 pct. svarene til 12,1 mia. kr.
Det er samtidig første gang i 16 år, at Industriens Pension må skuffe sine pensionskunder med et negativt afkast.
»Vi blev desværre også ramt af markedsudviklingen i 2018, men vi kan trods alt være glade for, at vores store unoterede investeringer og fokus på risikospredning var med til at begrænse det samlede fald. Det var bl.a. vores store investeringer i unoterede aktier og infrastruktur, der trak i den anden retning,« siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.
Set over de seneste 10 år kan kunderne i Industriens Pension i dog glæde sig over et gennemsnitligt afkast på 8,9 pct. om året - selv hvis man medregner 2018.
Samtidig er der fremgang på kundefronten. Antallet af pensionskunder steg med knap 4.300 sidste år, og Industriens Pension kan for første gang notere et kundetal på over 410.000.
»Både udbetalinger, indbetalinger og antallet af medlemmer er på det højeste niveau nogensinde. Det rekordhøje antal medlemmer hos os afspejler en positiv udvikling i industribeskæftigelsen i Danmark. Det er dermed et godt tegn for hele samfundet,« siger Laila Mortensen.
De samlede indbetalinger landede på 9,8 mia. kr., hvilket er en stigning på omkring 0,6 mia. kr. i forhold til 2017. De samlede udbetalinger var sidste år på 5,7 mia. kr.