Totalbanken skifter formanden og næstformanden ud
Fynske Totalbanken har valgt tre nye medlemmer ind i sin bestyrelse, efter at både formanden og næstformanden fratrådte på onsdagens generalforsamling i banken.
Det betyder samtidig, at antallet af generalforsamlingsvalgte medlemmer i bestyrelsen udvides fra fire til fem.
Formand Poul Juhl Fischer og næstformand Merete Vangsøe Simonsen fratrådte i forbindelse med generalforsamlingen bestyrelsen.
I stedet blev Christian Fischer, John Eric Rath Petersen og Jens Jacob Dühr valgt ind som nye medlemmer, oplyser Totalbanken onsdag aften.
Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med Claus Andresen Moltrup som formand og Christian Fischer som næstformand. John Eric Petersen er blevet valgt som ny formand for revisionsudvalget.
Generalforsamlingen i Totalbanken var i øvrigt - ud over udskiftningerne i bestyrelsen - lidt speciel, fordi Finanstilsynet allerede tirsdag ophævede flere af aktionærernes stemmeret.
Det betød, at det samlede antal stemmer var reduceret fra 2.800.000 til 1.853.021. Beslutningen kom, efter at der gennem et stykke tid har været købt heftigt op i Totalbankens aktier - dog uden at der er nye storaktionærer, som er stået frem ved navn.
Det har startet spekulationer om, hvorvidt der bliver arbejdet på et kup-lignende forsøg på at overtage magten i banken.

