Antallet af hvidvaskindberetninger steg kraftigt i 2018
Antallet af indberetninger om mulig hvidvask til Bagmandspolitiet steg kraftigt sidste år. Især bankerne har skruet op for indberetningerne.
Der er travlt i hvidvasksekretariatet hos Bagmandspolitiet.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som er det officielle navn for Bagmandspolitiet, modtog sidste år næsten 36.000 indberetninger om mulig hvidvask og andre mistænkelige forhold.
Det er en stigning på 44 pct. i forhold til året før, oplyser SØIK i en pressemeddelelse.
»Det er godt, at vi ser flere indberetninger om mulig hvidvask fra de professionelle finansielle aktører. Der er i dag et stort fokus på at imødegå hvidvask og terrorfinansiering. Det er vigtigt, at der bliver indberettet, for det giver os mulighed for at se på en konkrete mistanke, men også at se på, om der er generelle problemstillinger knyttet til de mange tusinde indberetninger,« siger Thomas Anderskov Riis, politiinspektør i SØIK.
Det er især landets banker, der har haft travlt med at indberette til SØIK. Ud af de i alt 35.768 indberetninger kom de 26.400 fra landets pengeinstitutter. I 2017 lå det tal på 18.500.
Stigningen kommer samtidig med, at bl.a. Danske Bank og Nordea har været omdrejningspunkt i højtprofilerede sager om hvidvask.
Hvidvaskindberetningerne bliver typisk videregivet fra SØIK til enten en politikreds eller skattemyndighederne. Ifølge SØIK steg antallet af indberetninger, der blev sendt videre i systemet, med 75 pct. sidste år. SØIK sætter dog ikke tal på, hvor mange sager det konkret drejer sig om.
SØIK oplyser dog, at over halvdelen af de videregivne indberetninger er sendt videre til skattemyndighederne.
»Det er vigtigt at sige, at der ikke er tale om anmeldelser. Der er tale om usædvanlige forhold, og i langt de fleste tilfælde er der ikke tale om noget kriminelt. Men de mange indberetninger er afgørende for vores mulighed for at finde den berømte nål i høstakken,« siger Thomas Anderskov Riis.


