Totalbanken: Tilbageførsler sendte indtjeningen i vejret
Totalbanken havde fremgang på bundlinjen i første kvartal, og det skyldes i høj grad, at den fynske bank tilbageførte nedskrivninger på udlån for 6,2 mio. kr.
I samme periode sidste år belastede nedskrivninger på udlån Totalbankens resultat med 1,2 mio. kr., og den post forbedrer altså alene resultatet med 7,4 mio. kr.
Samlet steg Totalbankens resultatet før og efter skat med 6 mio. kr. til 18 mio. kr. fra 12 mio. kr.
Netto rente- og gebyrindtægter steg til 36,4 mio. kr. fra 34,2 mio. kr., og kursreguleringer af værdipapirer gav et positivt bidrag på 2,2 mio. kr. mod 2,9 mio. kr. sidste år.
Endelig steg udgifterne til personale og administration til 25,4 mio. kr. fra 24,0 mio. kr.
For hele 2019 fastholder Totalbanken forventningerne om et resultat før skat på 35-40 mio. kr.
Hvis salget af aktier i Sparinvest Holding gennemføres, får Totalbanken en indtægt på 12,8 mio. kr., som ikke er indregnet i forventningerne, da det ifølge banken stadig er usikkert, om betingelserne for salget opfyldes.

