Fortsæt til indhold

Alm. Brand lander trecifret millionoverskud - vil fyre medarbejdere

Alm. Brand vil reducere medarbejderstaben med 120 medarbejdere.

Foto: Nicolai Lorenzen
Finans

Alm. Brand vil gennemføre en stor fyringsrunde. Finanskoncernen vil skille sig af med 120 medarbejdere, oplyser Alm. Brand i forbindelse med sit årsregnskab, som viser et faldende overskud efter skat på 452 mio. kr.

Fyringsrunden er udløst af »nye og mere ambitiøse finansielle målsætninger for vækst og lønsomhed frem mod 2022.« De 120 medarbejdere svarer til mere end 6 pct. af det samlede antal medarbejdere.

»Forandringerne betyder, at vi skal tage afsked med gode kollegaer. Det er trist og har ikke været en let beslutning. Det er imidlertid nødvendigt at styrke Alm. Brands indtjeningsevne i en situation, hvor kombinationen af hård konkurrence, lave renter og hastig digitalisering fordrer nytænkning,« udtaler Rasmus Werner Nielsen, adm. direktør i Alm. Brand, i forbindelse med regnskabet.

Forandringer skal skabe en mere »kundeorienteret og konkurrencedygtig koncern«, lyder det.

»Vi vender organisationen mod vores erhvervs- og privatkunder, så de i langt højere grad oplever et Alm. Brand, hvor de får en unik helheds-rådgivning og fordele ved at samle deres økonomi på tværs af forsikring, pension og bank,« lyder det fra Rasmus Werner Nielsen.

Alm. Brands samlede indtægter fra forsikring-, pension-, bank- og investeringsforretning faldt med næsten 2 pct. til 8.445 mio. kr. sammenlignet med 2018. På bundlinjen var faldet endnu større. I 2018 endte Alm. Brand med et resultat efter skat på 569 mio. kr., men i 2019 faldt det med mere end 20 pct. til 452 mio. kr.

Alm. Brand venter for 2020 et resultat før skat i intervallet 650-700 mio.kr. eksklusive afløbsresultat. Hvis koncernen når sin 2020-målsætning, svarer det til en stigning på ca. 30 pct. i forhold til 2019. Alm. Brand venter, at fyringsrunden vil give en effekt på ca. 100 mio. kr.

Artiklens emner
Fyringer
Alm. Brand