Dansk topøkonom måtte have politibeskyttelse under krise - nu går han på pension
Poul Thomsen, der bl.a. har været chefforhandler i den græske gældstragedie, går på pension til sommer.
Én af de højest placerede danskere i finansverdenen trækker sig snart tilbage. I slutningen af juli forlader Poul Thomsen nemlig Den Internationale Valutafond (IMF) for at gå på pension, oplyser den internationale organisation i en pressemeddelelse.
Poul Thomsen har haft flere fremtrædende opgaver i IMF. Under den græske gældskrise fungerede han f.eks. som chefforhandler for valutafonden, hvor han bl.a. mødte Grækenland med hårde sparekrav til gengæld for lån, som kunne holde den græske økonomi væk fra et totalt kollaps.
Sparekravene i Athen blev dog mødt af demonstrationer, hvor der bl.a. blev kastet med mønter. Det resulterede i politibeskyttelse til Poul Thomsen, der også måtte have bodyguards med i fitnesscentret om morgenen, fordi man var bange for, hvad vrede grækere kunne finde på.
I 2014 blev han udnævnt til direktør for Europa i IMF, hvilket sendte ham ind blandt de ti højest placerede personer i den ekstremt magtfulde organisation.
»Jeg begyndte i IMF i 1982 i samme måned, måske samme dag, som Mexico gik i betalingsstandsning, og den første latinamerikanske gældkrise gik i gang. Jeg arbejdede på Østeuropa, da muren faldt. Jeg havde ansvaret for Rusland, da landet kom i krise i 1998, og jeg har i de senere år haft ansvaret for lande, som er hårdt ramt af den globale krise og den efterfølgende europæiske krise. Det er en erfaring, som jeg har erhvervet ved at have set, hvordan folk har gjort det og selv været en del af det,« udtalte Poul Thomsen i forbindelse med udnævnelsen.
Poul Thomsen har i alt været i IMF i 37 år, og i størstedelen af sin karriere har han beskæftiget sig med europæiske lande.
»Poul har arbejdet tæt sammen med alle 44 lande i Europa og spillet en særlig vigtig rolle i at yde den nødvendige politiske rådgivning og vejledning til de mange lande, der overgik til markedsbaserede økonomier efter Berlinmurens fald,« udtaler Kristalina Georgieva, der er øverste chef i IMF.
»Poul er kendt som en hård og principiel forhandler, og han har altid haft det langsigtede velbefindende for befolkningen i medlemslandene, vi tjener, som fokus,« lyder det videre fra Kristalina Georgieva.