Efter skandale og fyring: Jesper Nielsen står til at få millioner fra Danske Bank
En sag om for høje gebyrer kostede Jesper Nielsen jobbet i Danske Bank. På trods af det modtager han stadig millioner i vederlag, viser Danske Banks årsregnskab.
Jesper Nielsen, der blev fyret i Danske Bank efter en skandalesag i millionstørrelsen, har stadig millioner til gode fra landets største bank. Det fremgår af det årsregnskab, som Danske Bank har offentliggjort onsdag morgen.
Fra efteråret 2018 og frem til begyndelsen af juni fungerede Jesper Nielsen som midlertidig topchef i Danske Bank, men han blev fyret på baggrund af den såkaldte Flexinvest Fri-sag, og han forlod banken den 29. juni 2019. Selv om han blev fyret er han på papiret stadig tilknyttet Danske Bank frem til den 30. september i år.
Fra sin fyring og frem til slutningen af september har Jesper Nielsen ret til at få en samlet udbetaling på 11,2 millioner fra Danske Bank. 3,9 mio. kr. fra denne konto er blevet udbetalt i 2019, og dermed står Jesper Nielsen til at modtage 7,3 mio. kr. i år.
Af regnskabet fremgår det, at Jesper Nielsen fik en samlet udbetaling på 5,3 mio. kr. i den periode, hvor han stod i spidsen for banken.
Fyringen af Jesper Nielsen fandt sted på baggrund af en sag om produktet Flexinvest Fri, hvor ca. 87.000 kunder betalte for høje gebyrer. Gebyrerne blev sat så højt, at der ikke var sammenhæng mellem gebyrerne og det forventede afkast til kunderne.
Da gebyrerne blev hævet, var Jesper Nielsen chef for bankens aktiviteter i Danmark.
Danske Bank meldte i forbindelse med sagen ud, at den ville koste banken ca. 400 mio. kr. i godtgørelse til kunderne.
»Jesper Nielsen har gjort en betydelig indsats i banken gennem mange år, senest som midlertidig administrerende direktør, hvilket vi takker ham for. Men i den konkrete sag var han på daværende tidspunkt en af de ansvarlige bankdirektører, der ikke i tilstrækkelig grad sikrede, at Flexinvest Fri-produktet var det rigtige i forhold til kunderne. Derfor mener vi ikke, at Jesper kan fortsætte i stillingen,« udtalte Danske Banks bestyrelsesformand Karsten Dybvad i forbindelse med fyringen.
