Swedbank kan have brudt amerikanske sanktioner i hvidvasksag
Swedbank har muligvis brudt amerikanske sanktioner i bankens baltiske afdeling, som er hvirvlet ind i en sag om mulig hvidvask.
Swedbank har muligvis brudt amerikanske sanktioner i bankens baltiske afdeling, som er hvirvlet ind i en sag om mulig hvidvask.
Et eksternt advokatfirma er ved at undersøge mistænkelige transaktioner i Swedbanks baltiske afdeling.
Det har fundet 586 overførsler i perioden 2015-2016, som kan være brud på sanktionerne.
De har en samlet værdi på 4,8 millioner dollar. Det oplyser banken i en meddelelse onsdag morgen. Swedbank har nu underrettet de amerikanske myndigheder om fundet.
De fleste overførsler er for et rederi på Krim-halvøen, som er på USA's sanktionsliste.
Det er primært betalinger af løn og andre overførsler, som er forbundet med at drive rederiet.
Halvøen er egentlig ukrainsk. Men i 2014 blev den annekteret af russerne, der i dag mener, at den er en del af Rusland.
Tidligere har banker fået store milliardbøder af USA's myndigheder for at bryde sanktioner.
På aktiemarkedet lader nyheden ikke til at give nervøsitet. Swedbank-aktien stiger tre procent onsdag morgen.
- Jeg har været meget klar omkring, at Clifford Chance (det eksterne advokatfirma, red.) skal rapportere alle formodede overtrædelser af sanktioner. Det er nu sket, siger administrerende direktør Jens Henriksson.
- Det viser, at bankens processer inden for kend din kunde-principperne, overvågning af overførsler og intern styring har været mangelfulde.
- Samtidig giver det en vis lettelse, at der er tale om et relativt lavt beløb og er overførsler som lønudbetalinger, siger han i meddelelsen.
Jens Henriksson blev sidste år ansat som topchef. Han afløste danskeren Birgitte Bonnesen, som blev fyret som følge af sagen, der begyndte at rulle i svenske medier i starten af 2019.
Bankens bestyrelsesformand valgte også at trække sig sidste år.
Swedbanks nye bestyrelsesformand er Göran Persson. Han er tidligere statsminister i Sverige.
Rapporten fra advokatfirmaet Clifford Chance bliver præsenteret 23. marts.
/ritzau/