Fortsæt til indhold

Nykredit Realkredit får påbud af tilsyn

Finanstilsynet har været på besøg i Nykredit Realkredit og Nykredits realkredit-ben skal stramme op. Det viser en sammenfatning fra tilsynet.

Finans
/ritzau/FINANS

Finanstilsynet gennemgik 30 udvalgte eksisterende store og nye store udlån.

- Finanstilsynet konstaterede, at kundebeskrivelserne og bevillingsindstillingerne i udpræget grad har fokus på de positive elementer og kun i begrænset omfang beskriver aktuelle og potentielle risici og svagheder ved sagerne, skriver tilsynet og oplyser, at Nykredit Realkredit blev påbudt at sikre, at kundebeskrivelser og bevillingsindstillinger også beskriver risici og svagheder ved sagen.

Tilsynet gennemgik gennemgik også 100 vurderingsrapporter vedrørende værdiansættelse af kontor- & forretningsejendomme.

Her fremhæves det, at der i flere sager manglede beskrivelse af lejeforhold, herunder opsigelsesvilkår, samt vurdering af markedsleje for de enkelte lejemål.

- Vurderingsrapporterne er ofte vanskelige at læse, og der er flere eksempler på, at vigtige oplysninger mangler. Fejlene har i flere tilfælde haft betydning for værdiansættelsen, påpeger Finanstilsynet.

Af de gennemgåede 100 ejendomme fandt Finanstilsynet, at syv var værdiansat for højt, og at fem var værdiansat i det absolut øverste acceptable niveau.

Det vurderer tilsynet var overraskende mange værdiansættelser, der var for høje eller i det absolut øverste acceptable niveau.

Det gav Nykredit Realkredit et påbud om at styrke kvaliteten i vurderingsrapporterne samt nedbringe værdiansættelsen af de syv ejendomme til det af Finanstilsynet angivne.

Artiklens emner
Nykredit
Finanstilsynet