ATP: Coronakrisen kommer ikke til at gå ud over ATP-pension
På trods af, at coronakrisen har skabt voldsom turbulens på aktiemarkedet forsikrer Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP, sine kunder om, at det ikke kommer til at gå ud over deres ATP-pension.
Det skriver Børsen.
Pandemien har allerede nu tvunget verdensøkonomien til at se urovækkende tal i øjnene, og ingen ved endnu, hvad de endegyldige økonomiske konsekvenser af coronakrisen vil være.
Alligevel udtaler ATP til Børsen, at de nuværende og kommende pensionister ikke kommer til at mærke markedsuroen i forhold til deres ATP-pension.
- Det er turbulente tider, men på trods af de voldsomme udsving i markedet, virker ATP's afdækningsportefølje efter hensigten. Garantierne, som dækker langt størstedelen af medlemmernes pensionsformue, er intakte, og dét vi har lovet medlemmerne, står vi stadigvæk ved, siger Mikkel Svenstrup, som er investeringsdirektør hos ATP, til Børsen.
Den såkaldte afdækningsportefølje rummer 886 mia. kr. og er hovedparten af ATP's samlede formue.
Selskabet har samtidig en investeringsportefølje, hvor ATP investerer i mere risikable aktiver sammenlignet med afdækningsporteføljen
Investeringsporteføljen er selvfølgelig ramt af markedssvingninger, men Mikkel Svenstrup tilføjer, at en krise også åbner op for nye investeringsmuligheder.

