Nordea forventer medarbejderne tilbage på kontoret inden sommerferien
Allerede den 1. marts begyndte ansatte hos Nordea at arbejde hjemmefra, for en sikkerheds skyld. Nu forventer banken at have de fleste tilbage ved deres skrivebord inden sommerferien.
De fleste ansatte hos Nordea vil kunne ønske hinanden en god sommerferie fra kontorstolen, ikke via videokonference hjemme fra spisebordet.
Det er i hvert fald forventningen hos Mads Skovlund, direktør for Nordeas private bankkunder i Danmark, samt direktør for krisestyring i banken.
Medarbejderne begynder så småt at vende tilbage til filialer og hovedkontoret, og inden sommerferien vil alle kunne være på plads, bortset fra dem med kroniske sygdomme og andre i risikogruppen, lyder vurderingen. Det skriver Børsen.
I dag arbejder cirka 80 pct. hjemmefra, og de første begyndte faktisk omkring to uger før, det blev officiel politik i Danmark at begrænse fremmødet på arbejdspladser mest muligt. Nordea havde nemlig selv en kriseplan klar for epidemier som covid-19 og begyndte selv at tage egne forholdsregler fra 1. marts.
Hovedfokus var dengang, at medarbejdere med nøglefunktioner i for eksempel it-driften skulle holde sig på afstand, så de ikke blev lagt ned af sygdom. Og disse særligt vigtige medarbejdere vil også i fremtiden blive holdt hjemme.
I hovedkontoret i Ørestad, hvor 3.000 medarbejdere normalt har deres faste plads, er det lige nu muligt at få plads til 45 pct. af dem og stadig have to meters afstand mellem alle arbejdspladser. Det kommer dog til at ske trinvist for ikke at tage nogen unødig risiko.
I filialerne vil der blive åbnet for planlagte møder med kunderne, mens døren indtil videre stadig er låst for kunder, der lige kom forbi uden aftale.

