Jacob Aarup-Andersen forlader Danske Bank
Den vragede kronprins i Danske Bank forlader nu banken.
Danske Banks kronprins og chefen for den danske bankforretning Jacob Aarup-Andersen forlader banken. Han tiltræder i stedet en stilling som topchef i ISS. Her erstatter han Jeff Gravenhorst, der går på pension.
Det fremgår af en række meddelelser mandag morgen.
Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, takker Jacob Aarup-Andersen for hans store indsats i en række forskellige stillinger i Danske Bank.
»Han har spillet en vigtig rolle, senest som chef for Banking DK, hvor han har bidraget til at udvikle en stærk og veldreven organisation, der arbejder målrettet med at gennemføre vores plan om at blive en bedre bank for alle vores interessenter. Jeg vil også gerne ønske Jacob tillykke med det nye job og ønsker ham alt det bedste i hans nye virke,« siger han i fondsbørsmeddelelsen.
Jacob Aarup-Andersen har været ansat i Danske Bank siden 2012 og medlem af direktionen siden 2016.
Han kunne være blevet den yngste topchef i Danske Bank nogensinde. Jacob Aarup-Andersen var Danske Banks kandidat til at afløse Thomas Borgen som øverste chef i landets største bank.
Men Finanstilsynets bestyrelse fandt ham i september 2018 for uerfaren til at genrejse Danske Bank efter hvidvaskskandalen i Estland.
»Danske Bank er en fantastisk organisation, og jeg så frem til at bidrage til dens fortsatte fremgang. Men nogle gange får man en mulighed, som man ikke kan sige nej til. Jeg vil gerne takke alle mine dygtige og engagerede kolleger i banken. Jeg er sikker på, at de vil blive ved at udvikle banken til fordel for kunderne,« siger Jacob Aarup-Andersen.
Med virkning fra i dag overtager Glenn Söderholm, chef for Banking Nordic og medlem af direktionen, midlertidigt ansvaret for bankaktiviteterne i Danmark.


