Nykredit-chef efter fremgang og opjustering: »Coronakrisen er langt fra ovre«
Trods coronakrisen er Nykredit kommet bedre gennem andet kvartal i år end i 2019.
Coronakrisen har sluppet sit tag om Nykredit. Landets største realkreditkoncern er således kommet bedre igennem året andet kvartal, end det var tilfældet i 2019. Det viser det halvårsregnskab, som Nykredit har offentliggjort torsdag morgen.
Tallene for halvåret har Nykredit allerede offentliggjort i forbindelse med den opjustering, som realkreditkæmpen kom med den 11. august. Men af tallene for andet kvartal, som er blevet specificeret i dagens regnskab, fremgår det, at både top- og bundlinje er gået frem i kvartalet.
Trods fremgangen og opjusteringen maner koncernchef Michael Rasmussen dog til besindighed i forhold til at afblæse coronakrisen allerede.
»I Nykredit tror vi, at det danske boligmarked og den danske økonomi vil klare sig igennem coronakrisen meget bedre, end indikationerne pegede i retning af for kun få måneder siden. Coronakrisen er imidlertid langt fra ovre,« udtaler Michael Rasmussen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.
»Vi er for nylig blevet mindet om, at Danmark kan se en genopblussen af virussen. Samtidig er flere danske eksportmarkeder under pres, og vi har endnu ikke set effekterne af, at hjælpepakkerne udløber,« lyder det videre fra Michael Rasmussen, der forklarer, at koncernen er klar til »at hjælpe kunderne igen« hvis økonomien tager et nyt dyk.
De samlede indtægter i Nykredit-koncernen nåede op på 4.576 mio. kr. i andet kvartal mod 3.865 mio. kr. i samme periode sidste år. Forretningsresultatet i kvartalet nåede op på 2.713 mio. kr. mod 2.388 mio. kr. i andet kvartal 2019, og endelig endte resultatet efter skat på 2.449 mio. kr. mod 1.984 mio. kr.
Fremgangen i andet kvartal var dog ikke nok til at sikre, at Nykredit samlet kom bedre igennem første halvår i forhold til sidste år. Det skyldes i høj grad de store nedskrivninger på udlån, som koncernen foretog i første kvartal. Nedskrivningerne var markant påvirket af coronakrisen, og de er i halvåret samlet set løbet op i 1.755 mio. kr. mod 433 mio. kr. i samme periode sidste år.

