Fortsæt til indhold

Lån & Spar har gang i forretningen igen efter corona-nedlukning

Finans
/ritzau/

Lån & Spar Bank nedskrev 25 mio. kr. på covid-19 i første halvår, og på bundlinjen giver de første seks måneder et overskud på 74,4 mio. kr. mod 74,7 mio. kr. i halvåret sidste år.

Det fremgår af bankens regnskab for andet kvartal, hvor overskuddet på bundlinjen landede på 48,6 mio. kr. mod 38,4 mio. kr. i perioden sidste år.

- Aktivitetsniveauet i første halvår har været kraftigt påvirket af covid-19. Efter en god start på året faldt aktiviteten med nedlukningen af samfundet. Så mange medarbejdere som muligt skulle arbejde hjemme, og kontakten med kunderne blev over telefonen eller som onlinemøder. I takt med genåbningen af samfundet er aktiviteten vendt tilbage, skriver banken i regnskabet.

For de første seks måneder landede basisindtjeningen på 98,8 mio. kr., hvilket er 7,2 mio. kr. mere end i de første seks måneder af 2019.

Ledelsen anser periodens basisindtjening og resultat for tilfredsstillende, fremgår det af regnskabet.

Netto rente- og gebyrindtægter blev holdt stabilt i andet kvartal 2020 på 207,5 mio. kr., hvilket var det samme som i andet kvartal sidste år.

- Renteindtægterne er fortsat faldende som følge af den lave efterspørgsel på banklån, stigende indlån og det historisk lave renteniveau. Nedsættelse af indlånsrenten har betydet et stort set tilsvarende fald i renteudgifterne for perioden, skriver Lån & Spar i regnskabet.

For gebyrindtægterne gør det sig gældende, at en større aktivitet med formidling af realkreditlån sender posten op, oplyser banken.

Lån & Spar Bank indsnævrer sine forventninger til 2020 og ser nu et resultat efter skat i intervallet 90-120 mio. kr.

Tidligere ventede banken et resultat efter skat for 2020 i niveauet 70-120 mio. kr.

- Resultatforventningerne er forbundet med stor usikkerhed. Det skyldes usikkerheden om de økonomiske effekter af covid-19 og betydning for aktivitetsniveauet, nedskrivninger på udlån og beholdningsresultatet, skriver banken om fremtiden.

Artiklens emner
Lån & Spar Bank